Tre børn dræbt i julebrand: Nu er de begravet

Tre amerikanske søskende på 10, 11 og 12 år mistede livet i Louisiana juledag

Stor sorg til begravelsen af de tre børn, der mistede livet i en julebrand. (Foto: AP)
Stor sorg til begravelsen af de tre børn, der mistede livet i en julebrand. (Foto: AP)

For de fleste amerikanske børn er den 25. december en glædens dag - en dag, hvor man vågner op til gaver og julehygge med familien.

Men for en familie i Houma, Louisiana, endte juledagen i en dyb tragedie. Tre søskende brændte nemlig ihjel under et besøg hos deres tante og onkel.

Torsdag blev de tre børn på 10, 11 og 12 år begravet, skriver nyhedsbureauet AP.

Svært at fastslå årsag
Ifølge brandvæsnet startede julebranden i stuen i det mobilehome, de tre børn opholdt sig i sammen med fem andre børn og deres forældre.

Alle andre overlevede branden, men flere - heriblandt forældrene til de døde børn - måtte indlægges på en særlig brandafdeling.

Branden er formentlig startet i et varmeapparat, men skaderne efter branden var så store, at det bliver svært at fastslå med sikkerhed, lyder meldingen fra brandinspektøren.

Fik reddet ét barn
Branden, der kostede 12-årige Rozana, 11-årige Josue og 10-årige Rommy livet, startede tidligt om morgenen.

Det lykkedes faren til de tre børn at redde en fjerde søster, men han kunne intet stille op i forhold til de tre søskende.

- Branden bredte sig så hurtigt, han kunne simpelthen ikke komme ind til dem, siger brandinspektøren.

De tre søskende var alle elever på skolen Valley Head, og det var herfra, børnene blev bisat. Efterfølgende blev deres kister kørt til en gravplads i Rainsville.

De øvrige elever på skolen får mulighed for at snakke med professionelle om tabet af deres klassekammerater, når skolen starter på mandag.