Dødsbrand skyldes formentlig rygning

En obduktion i dag ventes at fastslå identiten på brandoffer på Djursland

Dødsofferet i den udbrændte lejlighed i denne ejendom i Ørum på Djursland menes at være en 85-årig beboer, men det vides endnu ikke med sikkerhed. (Foto: Claus Bonnerup).
Dødsofferet i den udbrændte lejlighed i denne ejendom i Ørum på Djursland menes at være en 85-årig beboer, men det vides endnu ikke med sikkerhed. (Foto: Claus Bonnerup).

Den voldsomme brand i Ørum på Djursland, som i lørdags kostede en beboer livet, skyldes formentlig rygning i sengen.

- Vi har ikke lagt os fast på brandårsagen endnu, men alt peger på, at rygning i sengen er årsagen, siger politikommissær Peter Grove Munk fra Østjyllands Politi.

- Så I udelukker, at der kan ligge en forbrydelse bag?

- Ja. Det er der intet, der tyder på. Absolut intet.

En person omkommet i voldsom brand på Djursland
Den omkomne er endnu ikke identificeret. Det stærkt medtagede lig blev fundet i en lejlighed, der beboes af en 85-årig enlig mand.

- Liget bliver obduceret i dag. Her håber vi, at vi kan få det identificeret. Lige nu kan vi ikke være helt sikre, men vi formoder, at der er tale om lejlighedens 85-årige beboer, siger Peter Grove Munk.

Dødsbrand endeligt slukket
Branden brød ud først på eftermiddagen i lørdags. Ejendommen, der har flere lejemål, blev slemt medtaget. En nabolejlighed beboes af en mor og hendes datter. Her er det fortrinssvis røgskader og lugtgener, der præger boligen.