Far og sønner sigtet: Tævede og knivstak mand

Nægter sig skyldige i overfald på 42-årig mand i Brønshøj

Overfaldet på den 42-årige skete i Brønshøj sent lørdag aften.(Foto: Kenneth Meyer)
Overfaldet på den 42-årige skete i Brønshøj sent lørdag aften.(Foto: Kenneth Meyer)

En 60-årig far og hans to sønner på henholdvis 31 og 26 år er i dag blevet fængslet og sigtet i sagen om et voldeligt overfald på en 42-årig mand i Brønshøj, København.

Det skete på Kildeager, hvor den 42-årige mand omkring kl. 23.00 sent lørdag aften blev passet op og dels fik flere slag på kroppen med et jernrør og dels blev stukket med kniv. Offeret er meldt uden for livsfare.

Ved dagens retsmøde blev de tre familiemedlemmer, der har kurdisk baggrund, ført ind i lokalet iført karakteristiske blå overtræksdragter samt plastikbetræk på fødderne.

Mens faren blev bistået af en tolk, klarede de to sønner sig uden. Faderen fremstod med kort gråt hår.

De tre har bopæl i Solrød Strand.

Dagens grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre, hvorfor intet om et muligt motiv kom frem. Dørlukningen skete på anklagerens, Line Steffensen, anmodning fordi en fjerde formodet medgerningsmand stadig er på fri fod.

Anmodningen valgte dommeren at efterkomme.

Ifølge oplysninger til Ekstra Bladet kan sagen være æresrelateret. Men på grund af de lukkede døre er offeret relation til de sigtede ikke kendt.

Alle tre, der nægter sig skyldige, blev varetægtsfængslet i foreløbigt 23 dage.

Til stede i ved grundlovsforhøret var også familie til de sigtede. De var synligt påvirkede af sagen, men ønskede ikke at tale med Ekstra Bladet.

Ved du noget eller, kender du til sagen, så kontakt gerne Ekstra Bladet med en mail til1224@eb.dkeller send en sms til 1224 (alm. sms-takst).