De fleste har nok ved syn eller bitter erfaring stiftet bekendtskab med politiets fotobiler og de såkaldte stærekasser, der bliver brugt til at knipse fartsyndere.
Men fremover behøver man tilsyneladende ikke ryste helt så meget i bukserne, hvis man støder på en af fartfælderne i trafikken.
Målet om at fange så mange fartsyndere som muligt bliver nemlig fremover erstattet af et mål om at øge trafiksikkerheden.
- Fremover skal politiets færdselsindsats primært måles på, om bilisterne sænker farten på farlige vejstrækninger, så trafiksikkerheden øges. Ikke på, hvor mange bilister der går i politiets fartfælder og bliver fotograferet i de automatiske trafikkontroller, ATK, lyder det således i en pressemeddelese fra Rigspolitiet.
Det betyder, at landets politikredse løbende skal foretage lokale trafiksikkerhedsanalyser for at afdække, hvor der er størst behov for en indsats. Og den videre færdselsindsats skal planlægges derefter.
- Vi har lyttet til den debat, der har været, hvor vi har fået kritik for at måle indsatsen på, hvor mange fartsyndere vi fanger og ikke på, om trafiksikkerheden øges på de farlige vejstrækninger, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg og tilføjer:
- Det laver vi om på nu. Ingen skal være i tvivl om, at når vi måler fart, er det altid for at sikre, at så få som muligt kommer til skade eller dør i trafikken. For vi ved, at fart dræber, siger han og understreger, at 'fartkontrollerne ikke er en pengemaskine'.
Det betyder dog ikke, at der ikke er risiko for en bøde, hvis man trykker lidt for hårdt på speederen, mens man passerer en fotofælde. De vil blot stå mere strategisk placeret - altså vejstrækninger, hvor folk ofte kører meget for stærkt.
- Vi skal blive endnu bedre til at sætte kontrollerne der, hvor det virkelig nytter - det vil blandt andet sige på de vejstrækninger, hvor der bliver kørt alt for stærkt, lyder det.