Politiet efterlyser to mænd for røveri

To mænd efterlyses for knivrøveri i Valby i København

(Politifoto)
(Politifoto)

Politiet i København efterlyser nu to mænd efter et røveri begået om aftenen 10. november mod DagliBrugsen i Frugthaven i Valby, hvor de slap væk med et større kontantbeløb.

Klokken 20.40 trængte de to mænd ind i butikken, hvor de truede sig til penge med en kniv. Der var flere kunder i butikken, da røveriet fandt sted, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Begge gerningsmænd var maskerede, men især gerningsmand A's beklædning er forholdsvis speciel og afviger lidt fra normalbilledet af unges generelle tøjvalg.

- Vi håber derfor, at nogen vil kunne genkende A's tøj og hjælpe politiet videre med efterforskningen, siger politiassistent Henrik Hjernøe fra røverigruppen ved Station City.

Begge mænd bar elefanthue og 'mekaniker'-handsker, oplyser politiet.

Politiet mener, at det kan være samme gerningsmænd, der stod bag et andet røveri 28. oktober i samme DagliBrugsen. Ved dette røveri fik gerningsmændene intet udbytte.

  • Gerningsmand A beskrives som 20 til 30 år, 165-170 centimeter høj. Han er kraftig eller buttet bygget. Han talte dansk med udenlandsk accent og var iført sorte sko, grå- og hvidternede baggy-bukser, grå hættetrøje med sorte og hvide striber og hvid skrift på brystet.


(Politifoto)
(Politifoto)


  • Gerningsmand B beskrives som 20-30 år, 170-175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han talte dansk med udenlandsk accent. Han var iført sorte sko, sorte baggy-bukser og hvid/beige hættetrøje.


(Politifoto)
(Politifoto)


Personer med oplysninger i sagen bedes ringe til Københavns Politi på telefon 114.