Hotelchef om voldtægt: Hun var skræmt

Det var en skræmt og tavs dansk 51-årig kvinde, som kom tilbage til sit hotel, oplyser hotellets manager

Hotel Amax Inn hvor den danske kvinde boede. (Foto: AP/ Altaf Qadri)
Hotel Amax Inn hvor den danske kvinde boede. (Foto: AP/ Altaf Qadri)

Den 51-årige kvinde, som er blevet gruppevoldtaget og bestjålet i den indiske metropol New Delhi, var skræmt fra vid og sans, da hun vendte hjem til sit hotel.

Det oplyser manageren på hendes hotel, Amax Inn, over for Ekstra Bladet.

- Hun var meget bange, da hun kom her. Det var tydeligt, fordi hun var sky og helst ikke ville tale med nogen, siger Kuleeb Singh, som tog imod kvinden kort efter episoden.

Hotellets personale forsøgte at hjælpe kvinden, men hun var svær at få kontakt til, oplyser han.

Han oplyser endvidere, at kvinden boede på hotellet i to dage efter hun havde været på en rundtur i landet. Ifølge ham rejste den 51-årige alene.

Dansk kvinde gruppevoldtaget i Indien

- Hun havde været på sightseeing i byen og var på vej hertil, da det skete, siger han.

- Jeg har det rigtig skidt med det, der er sket. I min tid her på hotellet har jeg aldrig oplevet noget lignende, forklarer Kuleeb Singh.

Han fortæller, at hotellet ligger i en hotel-gade, og voldtægter langt fra er hverdag i det område.

- Straks efter hun ankom her, kontaktede vi politiet, som siden har overtaget sagen, oplyser hotelbestyreren.

Ifølge AFP oplyser politiets talsmand i New Delhi, at en række personer er anholdt i sagen. De bliver afhørt i disse timer.

Kuleeb Singh oplyser, at den 51-årige tog hjem onsdag morgen lokal tid på et fly, som hun allerede havde billet til.