Offer uden for livsfare: Politiet affyrede flere skud

Vidneafhøringer og overvågning skal klargøre, hvad der skete foran pub i Slagelse natten til fredag. Manden, der blev kritisk såret af politiets skud, er nu uden for livsfare

Mandens blod ligger fortsat på torvet foran The Old Irish Pub, hvor politiet fredag er i gang med at sikre spor. (Foto: Per Rasmussen)
Mandens blod ligger fortsat på torvet foran The Old Irish Pub, hvor politiet fredag er i gang med at sikre spor. (Foto: Per Rasmussen)

Var du vidne til episoden - eller ved du noget om den? Tip os på sms/mms til 1224 (alm. sms-takst), eller send os en mail på 1224@eb.dk

Det står endnu ikke helt klart, hvad der fik to betjente til at affyre skud mod en værtshusgæst foran The Old Irish Pub i Slagelse natten til fredag.

Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed til Ekstra Bladet.

- Vi blev orienteret i nat klokken 02.35 om, at der havde været en skudepisode, hvor en var blevet ramt, siger Kristian Palmann Jensen, der er chefkonsulent i DUP.

TV: Betjente skød mand foran bar

- Det, vi ved, er, at han er blevet ramt i lysken og har haft et stort blodtab. På et tidspunkt var han i livsfare, men nu er hans tilstand stabil, tilføjer han.

Ifølge vidner til episoden, som Ekstra Bladet har været i kontakt med, blev der affyret fire-fem skud i forbindelse med nattens episode. Men det har DUP endnu ikke overblikket over.

- Ifølge vores foreløbige oplysninger er der affyret et varselsskud og et, der rammer, siger chefkonsulenten og understreger, at det er foreløbige oplysninger.



Politiet arbejder foran The Old Irish Pub, hvor en mand torsdag aften blev skudt af politiet. (Foto: Per Rasmussen)
Politiet arbejder foran The Old Irish Pub, hvor en mand torsdag aften blev skudt af politiet. (Foto: Per Rasmussen)


Politiklagemyndigheden kan heller ikke svare på, om manden er ramt flere gange.

- Vi ved, at han er ramt én gang i lysken, men det store overblik har vi ikke endnu, siger Kristian Palmann Jensen

Politiet arbejder lige nu på torvet foran pubben i Slagelse for at sikre tekniske spor og afhøre vidner. Derudover er videoovervågningen fra pubben blevet sikret.

Ifølge vidner var det uoverensstemmelser mellem gæsten og dørmanden, der udløste episoden. Manden blev angiveligt smidt ud fra værtshuset og trak herefter en kniv.

Politiet anmodede manden om at lægge kniven, men han nægtede. Det fik en betjent til at affyre skud mod manden, der altså blev ramt mindst én gang i låret.

I løbet af fredagen skal de to betjente ligeledes afhøres. Før det er sket, kan Politiklagemyndigheden ikke udtale sig mere, lyder det.

Var du vidne til episoden - eller ved du noget om den? Tip os på sms/mms til 1224 (alm. sms-takst), eller send os en mail på 1224@eb.dk