Knivstikkeri på Nørrebro: Offer kørte selv på hospitalet

En mand er kort før midnat blevet stukket med en kniv på Sankt Hans Torv i København

Hele Sankt Hans Torv var på et tidspunkt afspærret af politiet. (Foto: Kenneth Meyer)
Hele Sankt Hans Torv var på et tidspunkt afspærret af politiet. (Foto: Kenneth Meyer)

En mand er kort før midnat blevet overfaldet og stukket ned med en kniv på Sankt Hans Torv på indre Nørrebro. Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Dan Aakerhjelm Sørensen, til Ekstra Bladet.

Overfaldet er angiveligt sket omkring klokken 23:45

Manden, der er 41 år, er blevet ramt i maven og i låret og blev natten til torsdag opereret på Rigshospitalet. Han var selv i stand til at køre til Rigshospitalets Traumecenter i egen bil, efter at han var blevet stukket ned, fortæller efterforskningslederen.

- Lige nu er han på operationsbordet, og han er uden for livsfare. Det er alvorligt, og han var i så slem en tilstand, at han formentlig var afgået ved døden, hvis ikke han havde fået lægehjælp, siger Dan Aakerhjelm Sørensen.

Politiet formoder, at overfaldet har fundet sted på Sankt Hans Torv på Nørrebro, og der er blevet foretaget tekniske undersøgelser på stedet som ved 02.30 tiden onsdag nat var afsluttet.

Politiet har blandt andet fundet blodspor på torvet og andre mulige tekniske beviser, som politiet nu vil arbejde videre med. Tidligt torsdag morgen er der stadig ingen vidner, der har henvendt sig i sagen. Københavns Politi kender den forurettedes identitet, men på grund af hans alvorlige tilstand har det endnu ikke været muligt at afhøre ham.

- Vi er nu færdige med de tekniske undersøgelser. Vi skal have undersøgt den bil, han kom kørende i, og det er der vi er for nuværende, siger efterforskningslederen.

Købehavns Politi vil gerne høre fra vidner, som har set eller hørt noget kort før midnat på Sankt Hans Torv.

I dag (torsdag) skal den 41-årige mand afhøres af Københavns Politi om de omstændigheder, der førte til knivstikkeriet.