Disse mænd vil tømme din bankkonto

Tre gange har disse to ukendte mænd installeret udstyr på en pengeautomat hos Jyske Bank for at aflure pin-koder og derefter stjæle dankortene

Her er de to mænd ved at installere udstyret på pengeautomaten. (politifoto)
Her er de to mænd ved at installere udstyret på pengeautomaten. (politifoto)

Pengeautomaten hos Jyske Bank på Hundige Strandvej 199 i Greve syd for København er tre gange blevet forsynet med udstyr til opsnappe dankort og aflure pin-koder, når kunderne hæver penge.

- De mistænkte har udstyret pengeautomaten med et lille stykke metal i kreditkortfremføreren, der skal holde på kreditkortet, så kortet bliver i automaten, men således at de mistænkte ville kunne trække kortet ud, når kunden er gået fra stedet, oplyser Midt- og Vestsjællands politi.

Fidusen kaldes 'cardtrapping'.

Politiet mener, at mændene formentlig også har opsat et lille kamera over tastaturet, så indtastningen af pin-koden er blevet filmet.

De tre gange lykkedes det at 'fange' dankort i fælden, men kunderne fattede hver gang mistanke, så gerningsmændene har ikke fået noget udbytte ud af det. Spørgsmålet er, om de har forsøgt sig med andre pengeautomater.

Politiet beder om hjælp fra vidner, der har set mændene ved pengeautomaten i Greve eller i området eller som kan give tips om deres identiteter.

Her slog de til
Mændene har installeret udstyret på pengeautomaten disse gange:

Onsdag den 22. januar 2014 kl. ca. 19.32. Dankortet bliver 'fanget' i pengeautomaten, men bankkunden synes, det er underligt og ringer straks og får kortet spærret. Han bemærker fire mænd løbe fra stedet.

- Gerningsmændene er nødt til at opholde sig i nærheden, hvis de hurtigt skal have fat i kortet og hæve penge. Så man bør også være opmærksom på omgivelserne, siger efterforskningsleder Kim Lech, Midt- og Vestsjællands politi.

Lørdag den 25. januar 2014 kl. ca. 17.20. En kvindes dankort bliver i automaten, men hun ser, at der tilsyneladende er fusket med den og får selv listet kort ud igen.

Mandag den 27. januar 2014 kl. 16.00 til tirsdag den 28. januar 2014 kl. ca. 10.30. Et dankort bliver siddende i maskinen, men kunden får hjælp fra bankens personale, der opdager det monterede udstyr.

- Vores tese er, at de også har haft monteret et lille kamera til at filme pin-koden, men vi har ikke fundet noget kamera. Men de skal jo bruge pin-koden, hvis de skal kunne hæve på kortene, siger Kim Lech.

De mistænkte mænd beskrives som:

A: 25-35 år, 175-180 cm høj, spinkel af bygning, sort kort hår, iført sort hættetrøje, sorte cowboybukser, hvide strømper og sorte sko med staffering.

B: 25-35 år, 175-180 cm høj, kraftig af bygning, iført jakke med lynlås i sort og lysgrøn, sorte sko af mærket Puma.

Henvendelser til Midt- og Vestsjællands politi på 46 35 14 48 eller 1-1-4 til nærmeste politi.