Ældre ægtepar bagbundet i flere timer

Nordjyllands Politi efterlyser tre mænd og en Audi efter et voldsomt hjemmerøveri natten til fredag ved Hobro

Nattens hjemmerøveri skete her på ægteparrets ejendom i Stinesminde mellem Hobro og Hadsund. (Foto: Jan Pedersen)
Nattens hjemmerøveri skete her på ægteparrets ejendom i Stinesminde mellem Hobro og Hadsund. (Foto: Jan Pedersen)

En ældre mand og kvinde fra Hobro-egnen blev natten til fredag truet med kniv og efterfølgende bagbundet, da tre mænd trængte ind i deres hjem.

Det oplyser Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Den 69-årige mand fik vristet sig fri og ringede 112 klokken 6.33 og fortalte, at han og hans kone havde været udsat for et hjemmerøveri, siger vagtchef Mogens Hougesen.

Under røveriet blev ægteparret truet med kniv, men de har ellers ikke været udsat for vold, oplyser vagtchefen.

Politiet har endnu ikke overblik over udbyttet, men Mogens Hougesen oplyser, at røverne formentlig er kommet væk med bl.a. penge.

Ejendommen ligger i byen Stinesminde ved Hobro, og den består af to flotte hvide længer og et anneks med en maskinhal. Det ligger ca. 200 fra vejen.

Politiet ved ikke præcist hvor længe, ægteparret har siddet bagbundet, men det er formentlig i flere timer, da røverne formentlig er brudt ind i løbet af natten.

Efter røveriet er de tre mænd flygtet fra stedet i ægteparrets koksgrå Audi Q5, som nu er efterlyst.

Politiet frygter, at de tre mænd er på vej ud af Danmark i bilen, der har registreringsnummer FM 16 749.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget i løbet af aftenen eller natten, siger vagtchefen.

Politiet hører også gerne fra vidner i andre områder, da politiet formoder, at røverne muligvis er på vej ud af landet.

Kriminalteknikere er sendt til stedet, ligesom ægteparret på henholdsvis 69 og 67 år nu undersøges af læger på retsmedicinsk institut i Aarhus.

- Ægteparret er meget chokeret, så vi er ikke gået meget til dem lige på det punkt endnu, siger Mogens Hougesen.

Politiet kan kontaktes på tlf. 114.