Lars Løkkes rollemodel fængslet for afpresning

To tidligere bandefolk og nu rollemodeller er varetægtsfængslet i en sag om pengeafpresning. Den ene var inviteret til kaffe på Marienborg hos daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen

Her sidder den nu 28-årige ved Lars Løkke Rasmussens kaffebord på Marienborg. (Foto: Martin Lehmann/Polfoto)
Her sidder den nu 28-årige ved Lars Løkke Rasmussens kaffebord på Marienborg. (Foto: Martin Lehmann/Polfoto)
Følg Krimi

To tidligere bandemedlemmer, der er rollemodeller for udsatte unge, er blevet varetægtsfængslet i en sag om grov pengeafpresning. De har begge været tilknyttet banden ’Bloodz’.

Den ene, 28, var i 2011 inviteret til kaffe hos daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Marienborg, efter at Lars Løkke Rasmussen to måneder tidligere havde besøgt ghettoen Askerød i Hundige og inviteret en gruppe unge rødder til Marienborg.

Det var dog ikke Lars Løkke som personligt inviterede de unge kriminelle, men en netcafé i Askerød, der udvalgte unge fra området til besøget på Marienborg.

Den anden, 23, arbejder som konsulent for firmaet ’Comeback Consult´, der hjælper unge ud af kriminalitet for blandt andet Greve Kommune. I søndags blev den 23-årige interviewet i TV2 Nyhederne om sit arbejde for 'Comeback Consult' med at bringe unge ud af kriminalitet.

Forretningsmand truet og afpresset
De to rollemodeller blev anholdt sammen med en tredje mand, 43, i en lejlighed på Østerbro i København kl. 18.43 tirsdag aften, hvor de tre angiveligt afpressede en forretningsmand, der er indehaver af en række mindre firmaer, der blandt andet beskæftiger sig med telemarketing på internettet.

Afpresserne truede, ifølge sigtelsen, med at tage forretningsmandens søster med sig. Han blev tildelt en lussing og truet med vold og frihedsberøvelse, hvis ikke han ville arbejde for dem og afdrage en gæld.

De tre sigtede sagde, ifølge sigtelsen:

– Endelig, nu har vi fanget dig. Og de krævede adgang til forretningsmandens firmakredit.

De tre sigtede nægter sig skyldige, men er foreløbig varetægtsfængslet for 13 dage i Københavns dommervagt. Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

Vold og skyderier
Den 28-årige rollemodel har fået en række domme siden han var 15 for vold, våben og berigelseskriminalitet. Han har afsonet et år og syv måneders fængsel for sin rolle i en skudepisode i Askerød, og han blev selv forsøgt myrdet, da han sad i sin bil med kæresten og blev ramt af fem skud, da en bil kørte op på siden af parret. Han svævede i flere dage mellem liv og død.

Efter et nyt skyderi i Askerød rejste den 28-årige til Mellemøsten og blev efterlyst af Interpol. Efter to års flugt kom han hjem og blev han varetægtsfængslet, sigtet for skyderiet. Men sagen holdt ikke, og sigtelsen blev frafaldet.

Den 23-årige rollemodel, som arbejder for ´Comeback Consult´ har også en kriminel fortid. Den tidligere bokser Poul Kellberg er daglig pædogogisk leder af ’Comeback Consult’ og er orienteret om varetægtsfængslingen af sin konsulent:

– Jeg kender ikke sagen i detaljer, men jeg er bekendt med, at han er anholdt og fængslet. Hvis der viser sig at være hold i sagen, så er det meget beklageligt, siger Poul Kellberg.

- En risiko jeg må løbe
– Jeg er klar over hans kriminelle fortid, så det er en risiko, jeg må løbe. Men foreløbigt er han kun sigtet og ikke dømt endnu. Det er nu op til politiet at klarlægge sagen. Hvis der viser sig at være hold i sagen, så må vi fyre ham, siger Poul Kellberg.

Poul Kellberg og den 23-årige medvirkede i søndags i TV2 Nyhederne i anledning af, at en ny undersøgelse viser, at en stor del af de kommunalt ansatte gadeplansmedarbejdere fortsætter med at begå kriminalitet.

Indenfor de sidste fem år har 24 procent af de 79 udspurgte kommuner fyret en gadeplansmedarbejder efter ny kriminalitet. 14 procent har endda oplevet, at kriminaliteten er begået sammen med de unge, som de kommunale medarbejdere skulle sørge for at holde væk fra kriminalitet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger står politiet foran en længere efterforskning af afpresningssagen, hvor det formodede offer gennem længere tid før anholdelserne har været udsat for trusler.

Mere fra Ekstra Bladet+

Mettes skamløse spinshow

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+