Det er et yderst sparsomt signalement af den gerningsmand, der tidligt lørdag morgen udsatte en 18-årig kvinde for fuldbyrdet voldtægt. For manden sørgede for at blinde den unge kvinde, da hun var på vej hjem på gåben fra diskotek Retro i Helsingør, så hun ikke kunne se ham.
Kvinden blev ved 06.30-tiden pludselig overfaldet bagfra på sin rute mod Kongevejen. En mand, der har fulgt efter hende på strækningen, hev kvindens egen hue ned over hendes hoved og holdt herefter kvinden fast på hænderne.
- Hun føler sig truet til at følge med manden, som slæber hende hen mod Helsingør Roklub. Her gennemfører han en voldtægt i nærheden af klubbens lokaler, udtaler vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk.
Politiet har grundet mandens trick med at hive kvindens hue ned over hendes ansigt kun et meget sparsomt signalement. Men under episoden fik gerningsmanden dog fortalt kvinden, at han kom fra Rumænien.
- Om det er sandheden eller for at lede os på vildspor, kan vi jo ikke vide, men han talte i hvert fald gebrokkent engelsk, siger Henning Svendsen.
Politiet er nu i færd med at indhente overvågningsmateriale fra den strækning, hvor kvinden har gået, samt undersøge mulige dna-spor fra gerningsstedet.