Trods sine unge år er han allerede hærdet rocker - eller var.
ekstrabladet.dk beskriver i dag, hvordan den nu tidligere Gucci-rocker, Brian Sandberg ikke længere er med i Hells Angels.
Han er dog ikke den eneste, der har forladt HA. Ekstrabladet.dk kan nu afsløre, at også ungrockeren Mazdak Fabricius, 26 har forladt klubben.
Mazdak Fabricius er ikke sortlistet. Ligesom Sandberg er hans status 'left' - engelsk for 'har forladt'.
- Det er korrekt, bekræfter Jørn Jønke Nielsen, der ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.
Ligesom Sandberg har også Mazdak Fabricius gennem de seneste år levet et voldsomt liv. Han afsoner nu og de næste mange år en dom på 14 års fængsel for drabet på Osman Nuri Dogan, der blev skuddræbt i august 2008.
Dommen blev i foråret stadfæstet ved Østre Landsret.
Under retssagen blev det belyst, hvordan Mazdak Fabricius spillede en central rolle i en række episoder, der ledte op til drabet på Osman Nuri Dogan. Selv nægter Fabricius sig skyldig i drabet.
Men kilder med indsigt i miljøet vurderer, at Mazdak Fabricius' afgang fra HA er knyttet til Brian Sandbergs.
Gennem bandekrigen, hvor HA og flere indvandrergrupperinger bekæmpede hinanden i København, har Fabricius været et trofast Sandberg-støtte. Her han har også fungeret som livvagt for den tidligere Gucci-rocker.
Blandt andet var Mazdak Fabricius med, da den en lille gruppe HA-rockere med Sandnerg i spidsen blev beskudt, mens de spiste aftensmad på restaurant Sticks n' Sushi.