Nordine Amrani, 33, der i dag skød sig selv efter det terrorlignende angreb på en folkemængde i Liége, hvor fire blev dræbt og 75 kvæstet, heraf flere alvorligt, var godt kendt af politiet.
Den prøveløsladte 33-årige skulle være mødt i Justitspaladset i dag til afhøring i en ny sag, og belgisk politi mener nu, at massakren var en hævn mod det belgiske retssystem.
Nordine Amrani var idømt knapt fem års fængsel for en stor mængde våben og cannabis. I 2007 fandt politiet 10 skydevåben, pistoler, rifler, raketstyr, maskinpistoler og cirka 9000 stykker ammunition hos den dengang 29-årige svejser. Han lå også inde med 2800 cannabis-planter.
Den 33-årige var også kendt for trusler, men ikke for terrorsympatier.
Skød sig selv
Den offentlige anklager i Liége Danièle Reynders oplyste under en pressekonference, at Nordine Amrani skød sig selv efter at han havde kastet granater og åbnet ild mod folkemængden med en FAL riffel. Foruden riflen var han bevæbnet med en pistol.
Politiet afspærrede stedet omkring hans lig af frygt for, at der stadig lå granater under kroppen.
- Der er tale om et isoleret angreb, siger anklager Danièle Reynders.
Anklageren sagde på en pressekonference, at Nordine Amrani ikke havde udvist tegn på uligevægt under de tidligere retssager mod ham.
Umiddelbart efter angrebet forlød det, at der var tale om tre gerningsmænd, hvor af to var på flugt. Men politiet siger nu, at Nordine Amrani handlede alene.
Læs også: Granatangreb i Belgien
Massakren på Place Saint-Lambert ved Justitspaladset i Liége skete efter de nyeste oplysninger som en hævn mod domstolen - men det står foreløbig hen i det uvisse, hvorfor gerningsmanden så gik til angreb på helt tilfældige mennesker ved et busstoppested.
Nordine Amrani blev prøveløsladt i oktober 2010 og han skulle være mødt op i retten i dag i en anden sag.
Teenagere blev ofre
To af de fire dræbte var teenagere på 15 og 17, der netop havde været til eksamen. Det tredje offer var en 75-årig kvinde. Det fjerde dødsoffer er nu bekræftet som gerningsmanden Nordine Amrani.
Ifølge nyhedsbureauet AP siger en talsmand for myndighederne, at motivet ikke er terrorisme. Men at massakren var et solo-angreb mod Justitspaladset.
Der blev kastet fire håndgranater og affyret en række skud med riflen.
Borgmester Willy Demeyer siger, at gerningsmanden handlede alene.
Han skød ind i folkemængden på Place Saint-Lambert, før han dræbte sig selv, sagde borgmesteren til reportere fra Sudpresse.
Flere hårdt kvæstede
Ved 16.00-tiden blev det oplyst, at der nu var fire dødsofre.
På byens ene hospital 'Hôpital de la Citadelle' er der 28 tilskadekomne. Fem patienter blev opereret og er indlagt på den intensive afdeling. De fleste ofre er i alderen mellem 17 og 20 år. De fleste er såret af geværskud.
Premierminister Elio Di Rupo kom i eftermiddag til gerningsstedet. Også den belgiske konge og dronning vil besøge stedet for at vise sympati med de dræbte og sårede.
Den belgiske indenrigsminister Joëlle Milquet sagde i eftermiddag, at han er 'dybt chokeret' og udtrykte medfølelse med ofrene.
opdateres...