Mullah anholdt for terror

Den omstridte muslimske gejstlige mullah Krekar styrede muslimske ekstremister fra sit eksil i Norge

Den omstridte muslimske gejstlige mullah Krekar, der bor som flygtning i Oslo, blev i går anholdt og lagt i håndjern af norsk politi. Han sigtes for drab.

Ugerningerne skal være begået af terror-militsen Islam al-Ansar i Nordirak i foråret 2002 i en periode, hvor mullahen opholdt sig i området.

Krekar er medstifter af den ekstreme gruppe, som har forbindelse med Al-Qaida-netværket. Tilsyneladende mener politiet, at Krekar også har været med til at planlægge operationer fra sit eksil i Norge.

ARGUMENT FOR KRIG
Indtil den amerikanske invasion i foråret havde Islam al-Ansar baser i Nordirak i en stødpudezone mellem den kurdiske 'fristat' og den iranske grænse.

Gruppen og dens forbindelse til Al-Qaida var blandt USA's begrundelser for at angribe Saddam Hussein, selvom diktatoren ikke havde kontrol over det område, hvor baserne lå.

Under krigen blev Islam al-Ansars hovedkvarter udsat for voldsomme luftbombardementer og siden erobret af kurdiske styrker i samarbejde med amerikanske specialenheder.

SELVMORDS-BOMBER
Mullah Krekar har tidligere været i politiets søgelys. I sommer opgav politiet at få ham tiltalt for terror. Forsvarsadvokaten Brynjar Meling udtrykker undren over, at hans klient er blevet anholdt nu. Muslimen er tidligere blevet afhørt om de forhold, som sigtelserne drejer sig om.

Ifølge den anholdtes bror slår politiet til efter pres fra USA og Tyskland. Politiet skal have telefon-aflytninger og opsnappede e-mails, som beviser, at Krekar har været med til at planlægge aktioner også i den sidste tid, herunder flere selvmordsangreb i Nordirak, skriver avisen VG.

Så sent som i tirsdags blev et militærhospital i Hamburg rømmet og afspærret, fordi myndighederne frygtede, at folk fra Islam al-Ansar ville angribe det med en bilbombe.

Mullah Krekar vil i dag blive krævet fængslet i fire uger ved et retsmøde for lukkede døre i Oslo.