Sexmisbrugt på børnehjem

Drenge blev voldtaget igen og igen på indremissionsk skole i Jylland, afslører Tom og Kaj, der selv har boet på Struer Skolehjem i henholdsvis 10 og 14 år

'Vi var jo 'statens børn'. Os kunne man bare misbruge og trampe på', husker Kaj Kristensen, 53, og Tom Michelsen, 50. (Foto: Andreas Szlavik)
'Vi var jo 'statens børn'. Os kunne man bare misbruge og trampe på', husker Kaj Kristensen, 53, og Tom Michelsen, 50. (Foto: Andreas Szlavik)
– Vi var jo bare ’statens børn’. De laveste af de lave. Os kunne man trampe på, som man havde lyst til.

De to venner Tom og Kaj husker smerteligt klart, hvordan provinsborgerskabet så på dem – dengang for 40 år siden, da de to midaldrende mænd blot var små børnehjemsknægte. Tvangsanbragt på det missionske Struer Skolehjem i Nordjylland.

Det var her, de to på lige fod med mindst en halv snes andre børnehjemsdrenge blev groft sexmisbrugt i flere år. Voldtaget, tvunget eller købt til oralsex og onani af en ansat på det strengt religiøse børnehjem for godt 30 nødstedte unger.

En skandale, der blev totalt dysset ned, skjult og effektivt bortcensureret af hjemmets nu afdøde forstander Knud Grønne, tidligere missionsmand og fremtrædende borger med flere tillidshverv i Struer.

Bordbøn og derpå tæv
Sexmisbrugeren blev dømt i 1970 – men sagen blev aldrig fuldt belyst og forblev ukendt for en større offentlighed. Børnenes lidelser blev gemt og glemt.

To af drengene – i dag voksne mænd i Randers på 50 og 53 år – husker dog selv alt. Tævene, angsten, fornedrelsen og de hemmelige lidelser i ensomhed.

– Det er derfor, vi har besluttet at stå frem med vores historie. Vi vil gøre op med alt det grimme. Have smerten, vreden og traumerne ud af vores liv én gang for alle, siger Tom Michelsen, nu far til to og bedstefar.

Både Tom og Kaj blev fjernet fra deres hjem af børneværnet som ganske små purke, fordi forældrene på grund af skilsmisse og social nød var ude af stand til at sørge for drengene og deres fire-fem søskende.

Kaj Kristensen fra Viborg kom til det ’hellige’ børnehjem i Struer i 1959, og Tom ankom fra et opløst hjem i Randers året efter.

Kaj boede der i ti år, Tom i knap 14.

– Bordbøn, hårdt arbejde, vold og afstraffelse samt utallige alvorlige og grovkornede sex-krænkelser. Det er det, vi husker stedet for, siger 53-årige Kaj, der senere blev uddannet som smed, men stadig er enlig og barnløs.

De første år på børnehjemmet rørte den såkaldte ’assistent’ – pedel, nattevagt og havemand – ikke ved drengene. Ikke før de blev teenagere, vakte de interesse og lyst hos HC, som den 30-årige altmuligmand på det statslige børnehjem blev kaldt.

Støttet af præsterne
– Vi kan ikke vide, hvor mange drenge den mand har nået at sexmisbruge lige så groft som os selv.

– Men vi har da kendskab til seks-syv andre. Nemlig dem, politiet afhørte, da HC blev afsløret, fortæller Kaj, der i 2006 sammen med Tom var til 100-års jubilæum på Struer Skolehjem – stiftet som indremissionsk hjem for misrøgtede eller forældreløse piger og drenge og støttet af kollekter fra behjertede, vestjyske missions-præster.

Både Tom og Kaj er fulde af vrede over at være krænket og trampet på uden nogensinde at have hørt blot antydningen af en undskyldning eller set blot skyggen af en erstatning.

Ind under gulvtæppet
– Vi drenge blev aldrig afhørt som vidner i retten under sagen. Og bagefter blev alt glemt, fejet ind under gulvtæppet og belagt med tavshed og tabu, husker de to mænd i dag, 37 år efter dommen på to års fængsel til HC.

Begge har i alle årene været dybt mærket og traumatiseret af de sex-overgreb, HC udsatte dem for. Enten på sit eget værelse på børnehjemmet, i haven, baderummet, hobbylokalet eller andre steder på institutionens område.

– Jeg husker især første gang, han voldtog mig analt. Jeg var både chokeret og rædselsslagen. Han vred armene rundt på mig, kastede mig ind over sin seng og trængte ind.

– Han ville lære mig, hvordan han selv engang var blevet behandlet på et børnehjem, sagde han. Det var skrækkeligt, siger Kaj, som også siden hen flere gange blev voldtaget af HC – altid skræmt fra vid og sans og ude af stand til at sætte sig til modværge.

– Jeg troede i flere år, det kun var mig, han var ude efter, husker Kaj, som aldrig talte med de andre drenge om sex-overgrebene.

Slog i tide og utide
HC var en stor og stærk fyr, bodybuilder eller bryder, erindrer de to mænd.

– Han slog os i tide og utide, og alle var skrækslagne for ham. Derfor turde vi ikke sige nej, når han forlangte at sutte den af på os, eller at vi suttede den af på ham eller onanerede ham, fortæller Tom.

– Ingen turde tale om HC’s overgreb. Og ingen turde afslå, når han tilbød os penge, cigaretter, slik eller frimærker til gengæld for sex-ydelser. At sige nej var ensbetydende med at få tæv.

Kastrér dem
– Som regel skete overgrebene på HC’s værelse. En af os skulle altid blive alene tilbage med ham – og så skete det.

Han købte, truede og tvang én på samme tid, husker Tom, der stadigvæk bliver rasende, når han tænker på tiden dengang.

– Det vælder op i mig, hver gang jeg hører om et pædofilt overgreb. Jeg bliver stiktosset. Den slags grove krænkelser ødelægger et menneske i mange år.

– Derfor bør sexmisbrugere af børn uskadeliggøres. Kastreres medicinsk eller fysisk, mener både Tom og Kaj.

På intet tidspunkt efter dommen over HC blev Tom og Kaj hjulpet eller blot kontaktet af børnehjems-ledelsen, psykologer eller myndigheder.

– Sådan var det. Vi var ’statens børn’, blev konstant udsat for vold, gik dårligt klædt, blev hånet og set ned på, når vi gik på gaden, fortæller Kaj.

– Derfor sladrede vi heller ikke om HC. Ingen ville jo alligevel tro på os rakkerpak-unger.

Til sidst, nemlig en vinteraften i 1970, havde den lidt større dreng G dog fået nok.

– Han sprang ud af et vindue og sladrede til politiet. Det var ren hævn. HC blev sat fast, og allerede næste dag startede afhøringerne, husker Tom.

– Men vi drenge blev afhørt af politiet, mens forstanderen hørte på. Derfor turde vi slet ikke fortælle alt. Grønne var rasende på os, og vi frygtede straf for at sige sandheden, siger Tom.

Siden hen var resten tavshed. Pinlig, men dyb tavshed om misbruget af ’statens børn’ i Struer.