Fyrværkeriraket i Tivoli ramte publikum

En raket kom på afveje under Tivolis festfyrværkeri lørdag aften og endte blandt publikum. To blev ramt og måtte på hospitalet

Ved finalen af Tivolis farverige festfyrværkeri lørdag aften gik det galt. En raket kom på afveje og blev skudt ud mod det glade publikum frem for at eksplodere på den københavnske nattehimmel. En ung kvinde blev ramt i hovedet af den vildfarne raket, og en skotsk mand blev snittet på hånden.

- De har det heldigvis begge to godt og slipper for varige mén. Nu skal vi have kigget på, hvordan det her kunne ske. Om publikum skal stå et andet sted, eller om vi skal bruge nogle andre typer raketter, siger Tivolis informationschef, Stine Lolk.

Hun oplyser, at den type ulykke aldrig er sket tidligere, men at sikkerhedsforanstaltningerne nu bliver tjekket igen.