Klip i kørekortet sætter farten ned

Færre grove fartovertrædelser efter klip i kørekortet, vurderer færdselspolitiet

Færdselspolitiet har oplevet et fald i de grove fartovertrædelser (Foto: Finn Frandsen)
Færdselspolitiet har oplevet et fald i de grove fartovertrædelser (Foto: Finn Frandsen)
Bilisterne på de danske veje har sat farten ned efter en ny ordning, hvor der fra 1. september er uddelt klip i kørekortet ved grove fartovertrædelser.

Det siger politiinspektør Helge Holbek fra Rigspolitiets Færdselsafdeling.

- Vi uddelte i september 6261 klip i kørekort og i oktober 6533 klip. Stigningen i oktober hang især sammen med en hastighedskampagne, hvor vi satte stort ind med en kontrol, der alene gav godt 1700 klip. Men det er stadig et fald i antallet af grove fartovertrædelser sammenlignet med tiden før den nye ordning, siger Helge Holbek.

Politiet har beregnet, at der skulle uddeles omkring 8000 klip i kørekort, hvis farten på de danske veje havde været den samme som i månederne før 1. september og månederne sidste år.