Far fængslet for drab på to børn og mor

OPDATERET: 32-årig far tilstår drab på sine to børn og sin tidligere samlever i Sønderborg. I retten i Sønderborg blev han i dag varetægtsfængslet fire uger

Her er den 24-årige mor med sin fire-årige datter og den seks-årige søn. I går  blev de brutalt myrdet af børnenes egen far. (Foro: Anders Brohus)
Her er den 24-årige mor med sin fire-årige datter og den seks-årige søn. I går blev de brutalt myrdet af børnenes egen far. (Foro: Anders Brohus)

Det var højst sandsynligt jalousi, der drev en 32-årig mand til at dræbe sine to børn og sin tidligere samlever lørdag formiddag i Sønderborg. Manden har erkendt drabene over for politiet og gentog kort efter klokken 12 i dag tilståelsen i Retten i Sønderborg.

- Han har bekræftet de faktiske omstændigheder, siger vicekriminalkommissær Svend Erik Lassen, som dog endnu ikke vil komme nærmere ind på detaljerne i den 32-åriges forklaring.

Den 32-årige blev varetægtsfængslet frem til 31. januar.

Det tre-dobbelte drab på den 24-årige kvinde, en fireårig pige og en seksårig dreng skete lørdag formiddag i kvindens lejlighed i det østlige Sønderborg.

Den 32-årige mand fortalte lørdag aften politiet, hvordan han havde dræbt sine to børn og tidligere samlever.

Moren og drengen er blevet kvalt, mens den lille pige døde efter at være blevet stukket og snittet i halsen med en kniv.

Den 32-årige mand blev anholdt lørdag eftermiddag. Han sigtes for manddrab og bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag.