Mens politiet i Ringsted i mere end et halvt år ikke har kunnet bestemme sig til, om rigspolitichef Torsten Hesselbjerg og hans chauffør skal straffes for at have kørt for stærkt på motorvejen, har de sjællandske opdagere praktiseret lynjustits mod en 31-årig jyde, der fotograferede rigspolitichefens tjenestevogn.
Fandt ham for tre uger siden
- Politiet har lige fortalt mig, at jeg skal af med 500 kroner i bøde, fordi jeg ikke kan huske, hvem der var min chauffør den pågældende dag. Det er åbenbart en overtrædelse af færdselsloven, fortæller han til Ekstra Bladet.
Det er tre uger siden, politiet afslørede identiteten på manden, som sad i en bil, der fulgte efter rigspolitichefens Volvo på motorvejen ved Ringsted og optog turen på video med sin mobiltelefon.
Anders And
Ifølge fotografen kørte Torsten Hesselbjergs bil i perioder langt stærkere end den tilladte hastighed på 130 kilometer i timen.
- Det er lige til Anders And, at jeg næsten omgående bliver præsenteret for en bøde, mens rigspolitichefen og hans chauffør tilsyneladende stadig går fri, siger den 31-årige.
Han tilføjer, at politiet samtidig truer hans chauffør med en kæmpe fartbøde, hvis det nogen sinde lykkes dem at få fat i manden.
- Hvis det er rigtigt, må det jo betyde, at rigspolitichefen og hans chauffør kørte endnu stærkere. For de lå jo hele tiden foran os, mens jeg filmede, konstaterer jyden.