Omkring 60 personer med tilknytning til bandemiljøet mødte torsdag eftermiddag op på Køge Sygehus for at tage afsked med den 30-årige mand fra Greve, som torsdag mistede livet, da han druknede i Karlstrup Kalkgrav.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at der er tale om den 30-årige Mahmoud Mansour fra Greve, som straks efter ulykken blev kørt på sygehuset, men hans liv stod ikke til at redde.
Det var formentlig begrænsede svømmefærdigheder, der betød, at Mahmoud Mansour kom i vanskeligheder. En ung kvinde prøvede forgæves at redde hans liv foran 150-200 badegæster.
Bandemedlem fra Greve
Torsdag var politiet mødt op på Køge Sygehus, da man frygtede, at det kunne udvikle sig voldsomt, men det skete ikke.
- Ja, det er rigtigt, at der var en del personer fra bandemiljøet, som var på sygehuset i går for at mindes deres kammerat. Vi var til stede derude, men det gav ikke anledning til noget, og der var ingen problemer, fortæller Allan Kronvold, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Han vil dog ikke oplyse i hvilket omfang, at den 30-årige Mahmoud Mansour havde tilknytning til bandemiljøet.
- Der har været en fælles nævner mellem den afdøde og bandemiljøet, men jeg ved ikke i hvilket omfang. Men der kom mange personer fra samme kvarter, fastslår vagtchefen over for Ekstra Bladet.
Drukneulykke ved populær badesø
Flere har skrevet på mindesiden 'In memory of Mahmoud Mansour'
'Det er ikke til at tro, at du er væk og ikke er blandt os mere, men du vil altid blive gemt i vores hjerte. Jeg græder og siger til min familie, stop Mahmoud er ikke død, han kommer tilbage', lyder det fra en, mens en anden skriver:
'Jeg kommer til at savne dig...du og din familie er min Dua..Hvil i fred og må Gud give os Sabr i denne svære tid.'