Hyggelig fødselsdag: Politi klar til rocker-ros

Fyns Politi melder, at gæsterne til rocker-banden Black Armys et års fødselsdag har opført sig pænt og er klar til at rose, hvis festen fortsætter uden problemer.  

Så er der kage til den store bande-fest i Odense. (Foto: Ole Frederiksen)
Så er der kage til den store bande-fest i Odense. (Foto: Ole Frederiksen)
Følg Krimi

Lørdag eftermiddag begyndte en stor fødselsdagsfest i Odense i anledning af banden Black Armys et års fødselsdag.

Der var et massivt politiopbud, da gæsterne begyndte at ankomme ud på eftermdagen. Men lørdag aften har der endnu ikke været ballade.

- Det går rigtig godt, der er ingen problemer indtil videre. Der er 50-70 gæster derude. De aftaler, vi har lavet med dem, er blevet overholdt, siger Hans Jørgen Larsen, der er politikommisær ved Fyns politi og  aktionsleder ved dagens storstilede politiaktion.

Der er naturligt nok flest folk fra gruppen Black Army, men der er også gæster fra andre grupper som Loyal to Familia, LTF, og Bandidos.

Politiet venter op til 100 gæster til fødelsdagen. Som det ses af billedet over artiklen, er der naturligvis også en stor kage til festen.

- Det, der kan gå galt, det er, at de her grupperinger render i hovedet på hinanden, og det er derfor, vi er massivt til stede, siger aktionslederen.

Det er altså ikke sket indtil videre.

Bandemedlemmer må tømme lommer  

Ingen ulovligheder
For en sikkerheds skyld skal alle festdeltagerne gennem en sikkerhedssluse, inden de kan entrere bande-fødselsdagsfesten. Men der er ikke nogen af gæsterne, der har haft knive eller andre våben med til arrangementet.

- Vi har ikke fundet noget ulovligt eller konfiskeret noget af nogen art. De ved jo godt, vi er der, og de har overholdt de spilleregler, vi har sat op. Det er rigtig godt siger Hans Jørgen Larsen.

Politiet er massivt tilstede i området med både efterforskere, folk fra Det Nationale Efterforskningscenter, NEC, og betjente. Indtil nu har mandskabet ikke haft meget andet at lave end at overvåge situationen.

God og fornuftig snak
-Hvad  laver I derude, når der nu ikke sker noget?

- Jamen, så går vi lidt rundt og snakker med hinanden og snakker med dem. Og så sørger vi for at være klar, hvis der sker noget.  Vi kører også rundt og kigger andre steder, om der er bevægelser hos nogle af de andre grupperinger, som f.eks. Hells Angels,  i Vollsmose-området og inde i midtbyen. Der er ikke noget, der rør på sig. 
 

Hvordan er stemningen -  er det hyggeligt?

- Det er klart, at så længe de opfører sig ordentligt og stemningen er god, så rider vi lidt med på den bølge, det skal ikke være en hemmelighed. Vi kan lige så godt gå og snakke med dem, hvis de vil snakke med os og vi kan få en god og fornuftigt snak.  Men hvis de træder til den anden side, så fjerner vi smilet på et øjeblik. Men vi er ikke interesseret i at genere dem, siger Hans Jørgen Larsen.

Reglerne til festen - herunder visitering af alle og overvågning udefra - er aftalt med bandemedlemmerne inden arrangementet.

Hvis ellers humøret holder, og fødselsdagsfesten fortsætter fredeligt, er Fyns politi klar med et skulderklap til bandemedlemmerne og deres venner.

- Hvis det fortsætter sådan her, er der god grund til at rose dem for at have indgået et samarbejde med os og at de har overholdt det, men jeg tør ikke at lægge hovedet på blokken og sige, at det fortsætter sådan, siger aktionsleder Hans Jørgen Larsen.

Bande-festen ventes at vare til ud på morgenstunden. Politiet er til stede indtil festen begynder at ebbe ud.

 

Fiduskunst og magistervrøvl