Mandag eftermiddag betød 18-årige Jihad Talat forskellen mellem liv og død for en mor og hendes etårige søn.
- Jeg er på vej til træning, da der kommer en hysterisk kvinde løbende. Hun råber: Hjælp mig! Hjælp mig! Min søster er blevet stukket ned, siger Jihad Talat til Ekstra Bladet.
Da han kom rundt om hushjørnet så han en scene, han aldrig vil glemme.
- Jeg ser en mand hugge løs på en kvinde og en lille dreng med en kniv. Når han ikke stak, så trampede han på dem, siger Jihad Talat og fortsætter:
- Så prøver jeg at løbe imod ham, men så kigger han op på mig, og så fryser jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ser en mand løbe væk. Så tænker jeg, hvorfor løber han? Vi bliver jo nødt til at stoppe det her.
Det måtte standses
En anden mand standser sin bil og får fat i overfaldsmanden, og så vågner Jihad af sin trance.
- Så snart, jeg ser, at han får fat i ham, så begynder jeg at sprinte mod manden. Dér følte jeg, at nu skulle det stoppes.
Jihad løber hen og får fat i manden.
- Mit eneste mål var at få kniven ud af hånden på ham, så han ikke kunne gøre mere skade, siger den unge mand, som er vokset op i Københavns Nordvestkvarter, hvor overfaldet skete.
Jihad får til sidst vristet kniven fra manden, som prøver at ramme den 18-årige flere gange.
Da andre kommer til og hjælper med at holde manden nede, vender Jihad opmærksomheden mod de to ofre.
En 33-årig kvinde og hendes etårige søn.
- De ligger på jorden helt livløse. Halsen er helt åben og der er blod over alt. Det er et syn, som jeg aldrig vil glemme. Det var forfærdelige billeder, siger den unge mand, der taler ydmygt og fattet om sin heltegerning.
Kvinden og hendes søn er fortsat en kritisk men stabil tilstand.
Kvindens 41-årige eksmand og faderen til barnet blev tirsdag sigtet for drabsforsøg.
Manden nægtede sig skyldig.