Østre Landsret har netop frikendt Ekstra Bladet i en ganske principiel sag om navneforbud.
Ved Københavns Byret var Ekstra Bladet ellers 3. januar i år blevet kendt skyldige i at overtræde navneforbuddet. Ved samme lejlighed blev Poul Madsen tildelt en bøde på 15.000 kr, mens journalisten bag artiklen skulle betale 5000 kr i bøde.
Pengene kan staten nu skyde en hvid pind efter, nu hvor Østre Landsretten har frikendt Ekstra Bladet og chefredaktøren, Poul Madsen.
I forbindelse med en røverisag, der inkluderede en person fra større sjællandsk roma-klan, skrev Ekstra Bladets netavis umiddelbart efter anholdelsen navnet på den omtalte roma-figur.
Og ved et grundlovsforhør dagen efter nedlagde Københavns Byret navneforbud i sagen.
På den baggrund krævede anmelderen, at Ekstra Bladets netavis derfor fjernede den allerede offentliggjorte artikel.
Poul Madsen og journalisten nægtede sig skyldige og henviste til, at der ikke kan straffes med tilbagevirkende kraft, og der ikke kan straffes for en lovlig artikel.
Ekstra Bladets advokat, Carlo Siebert, henviste til, at der ikke kan nedlægges navneforbud med tilbagevirkende kraft.
Poul Madsen fremhævede under retssagen, at bladet aldrig vil rette i en lovlig offentliggjort artikel, og at det vil være historieforfalskning at rette i artiklen. Han oplyste, at hvis en artikel skal rettes, skrives der en ny artikel, idet de ikke vil ændre i en lovlig offentliggjort artikel. Han tilføjede, at den oprindelige artikel altid vil eksistere på cyberspace.
Alligevel valgte Byretten at give anmelderen medhold i sagen. Her Henviste Byretten til, at det teknisk muligt at fjerne artikler fra netavisen.
Men det valgte Østre Landsret at omstøde i dag.
- Det er en yderst tilfredstillende sag, der er meget principiel for den samlede,l danske presse, siger Poul Madsen efterfølgende.
- Dermed er det fastslået, at man ikke kan indføre navneforbud ad bagvejen, tilføjer han.