Den kvindelige kondiløber, der i aftes mistede livet i en voldsom trafikulykke midt på Hovedvej 11 i udkanten af Brovst, er den 41-årige Annette Søgaard.
Ulykken skete omkring kl. 19.30, da Annette Søgaard under en løbetur, blev ramt af en motorcykel, der kom kørende i høj fart. Også den 27-årige mandlige motorcyklist omkom i ulykken.
Se mere video på localeyes.dk.
Annette Søgaard efterlader sig sin mand og sine to børn.
Den 41-årige kvinde var blandt andet aktiv i byens håndboldklub, hvor hun trænede de små piger og drenge.
- Hun var en ildsjæl, der gjorde meget for klubben og altid støttede op det hele, siger en bekendt til Ekstra Bladet.
- Hun var simpelthen sådan et dejligt menneske.
Ønsker ingen blomster til dræbt motionsløber
Politiet og en bilinspektør arbejder fortsat på at kortlægge årsagen til færdselsulykken i aftes. Der var ikke andre trafikanter impliceret i ulykken.
- Der er fine oversigtsforhold på stedet, så enten har den ene eller den anden part haft sin opmærksomhed et andet sted, siger vagtchef Henrik Bech fra Nordjyllands politi.
Til daglig arbejdede Annette Søgaard i Sparekassen Vendsyssel.