En lastbilschauffør blev torsdag eftermiddag alvorligt kvæstet, efter han påkørte en anden lastbil på Brejningvej syd for Spjald.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.
- Der er tale om to lastbiler, hvoraf den ene skal foretage et venstresving. Det overser den anden lastbil og påkører ham bagfra, siger Anders Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ekstra Bladet.
- Den bagfrakørende lastbil havner i grøften, så chaufføren ender med at blive fastklemt i førerhuset, så han må klippes ud, siger vagtchefen.
Da redderne kom frem, var manden ved bevidsthed og i stabil tilstand, og han er efter alt at dømme uden for livsfare. Efter ulykken blev han kørt med eskorte til hospitalet i Herning.
Den anden lastbilschauffør slap uskadt fra ulykken.
Ulykken skete ikke langt fra det sted, hvor to biler onsdag kørte frontal sammen. En ulykke der torsdag krævede sit andet dødsoffer, da en 62-årig kvinde natten til torsdag afgik ved døden på hospitalet.
- Det er sket nogle kilometer fra hinanden, men det er selvfølgelig en noget anden ulykke, siger vagtchefen.
Torsdagens ulykke skete lidt syd for Spjald, mens onsdagens dødsulykke skete lidt nord for Spjald.