Hjemløs død på gaden: 'Daniel fik ikke en chance'

En ung mand af grønlandsk herkomst mistede i går livet ved højlys dag på Amagerbro - hjælpen kom for sent

Kendte du den afdøde unge mand? Var du til stede i går? Kontakt os på 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 (koster alm. takst)

For øjnene af adskillige vidner, afgik en ung mand mandag eftermiddagen ved døden ved højlys dag på Amagerbro metrostation i København.

Forinden havde flere personer ellers forsøgt at hjælpe ham, og adskillige gange var der blevet ringet 112, men hjælpen kom alt for sent. Kort før ambulancefolkene ankom var manden død.

I følge Ekstra Bladets oplysninger drejer det sig om en mand i starten af 30'erne ved navn Daniel.

Tager os ikke af de svage
- Det er bare ikke i orden. Måske skulle vi prøve, at kigge lidt på systemet. Vores generelle opfattelse af velfærdssamfundet er jo, at vi skal tage os af de svage. Det viser sig så, at det gør vi ikke, siger 56-årige Michael Espensen, der har kendt Daniel de sidste 15-20 år.

Michael Espensen er leder af Morgencafé for hjemløse i Københavns Nordvestkvarter.

- Vi kender Daniel og har kendt ham i rigtigt mange år på godt og ondt, og vi er selvfølgelig påvirkede af situationen, siger Michael og tilføjer:

- Det er trist, når folk dør, og især de unge. Jeg husker ham som en meget knudret fyr. Han havde ikke haft de bedste vilkår her i livet.

Michael Espensen retter en kritik mod systemet og opfordrer politikerne til at tage handling.

- Det er bare ikke i orden. Måske skulle vi prøve, at kigge lidt på systemet. Vores generelle opfattelse af velfærdssamfundet er jo, at vi skal tage os af de svage. Det viser sig så, at det gør vi ikke. I tilfælde af, at det beror på en selektering, så synes jeg, at vi rammer et alvorligt lavpunkt i vores velfærdssystem, siger Michael Espensen.

Daniel fik ikke chancen
Han har selv flere gange oplevet, at ringe ind til akutberedsskabet påvegne af en syg hjemløs, hvor han oplevede at der gik for lang tid.

- Når der ligger et menneske, der er i så dårlig forfatning, så må vi jo tage sagen i egen hånd og køre dem på hospitalet i vores varebil, siger Michael.

En af tilfældene hvor Michal afleverede en hjemløs på hospitalet lå personen på hospitalet i et halvt år, fortæller han.

- Jeg har det rigtigt skidt med, at det ser ud som om, at man vælger mellem patienterne. Vi bør jo alle kunne få en rimelig behandling. Daniel burde også have fået en chance for at overleve. Det fik han ikke, siger Michael Espensen.

Region erkender: Der gik for lang tid
Ekstra Bladet har været i kontakt med Region Hovedstaden mandag aften, og efter en foreløbig undersøgelse, erkender de, at hjælpen kom for sent frem.

- Der går for lang tid, fra vi modtager det første opkald, til der ankommer en ambulance og akutlæge på stedet. Da vi ankommer til stedet er borgeren ulykkeligvist afgået ved døden. Det er dybt beklageligt, og vi er selvfølgelig berørte af hændelsen, siger Enhedschef for AMK-Vagtcentralen, Marit Karina Buccarella i en meddelelse som reaktion på sagen.

Region Hovedstaden oplyser, at der i alt blev modtaget tre opkald klokken henholdsvis 15:23, 15:31 og 15:46. En ambulance var på stedet 15:49, mens en akutlæge nåede frem 15:53.

Akutberedskabet vil fortsætte med at undersøge sagen videre for at fastlægge årsagen til, at der gik så lang tid, før ambulancen nåede frem. De sundhedspersoner, som modtog opkaldet, er foreløbigt blevet taget ud af aktiv tjeneste, mens forløbet undersøges, oplyses det.

Kendte du den afdøde unge mand? Var du til stede i går? Kontakt os på 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 (koster alm. takst)