Død efter halsgreb og kartofler i munden - lillebror fængslet

Lillebroren til en 57-årig mand i Nordjylland er blevet fængslet i fire uger efter grundlovsforhør i Hjørring.

En 54-årig mand er blevet fængslet for drabet på sin ældre bror. (Foto: René Schütze)
En 54-årig mand er blevet fængslet for drabet på sin ældre bror. (Foto: René Schütze)

En 57-årig nordjysk mand er natten til fredag afgået ved døden, efter at han torsdag aften blev indlagt efter et slagsmål med sin lillebror.

Fredag eftermiddag er lillebroren blevet varetægtsfængslet i fire uger, skriver nordjyske.dk.

Ifølge Nordjyske blev det til retsmødet indledningsvis blandt andet oplyst, at den 57-årige havde fået stoppet kartofler i munden, og at der var taget halsgeb på ham.

Den 54-årige lillebror nægter sig skyldig i sigtelserne om manddrab og vold med døden til følge.

Politiet oplyste til Ekstra Bladet torsdag aften, at den 57-årige var bevidstløs, da redningsmandskabet nåede frem. Her blev han i første omgang genoplivet, men han afgik senere på natten ved døden på hospitalet.

- Den 57-årige mand er afgået ved døden. Det skete i nat klokken 01.15, fortalte efterforskningsleder Lars Nørskov Jørgensen tidligere fredag til Ekstra Bladet.

Da den 54-årige bror blev anholdt og sigtet, var storebroren stadig i live.

Slagsmål efter alkoholindtag
Brødreparret havde haft en aften med indtagelse af alkohol, og det udviklede sig til et slagsmål.

Af endnu ukendte årsager kom de to mænd op at slås, og den ene kom så alvorligt til skade, at han blev indlagt på Aalborg Sygehus i kritisk tilstand. I løbet af natten til fredag afgik den 57-årige mand ved døden.

- Vi ved ikke, hvorfor de kom op at slås. Det skete på deres fælles bopæl. Der har ikke været våben indblandet, det var et helt regulært slagsmål, har Lars Nørskov Jørgensen oplyst til Ritzau.

Opgøret fandt sted i en ejendom i Ingstrup mellem Saltum og Løkken.

Ved fredagens grundlovsforhør i Retten i Hjørring blev dørene lukket af hensyn til den fortsatte efterforskning.