To personer er i skrivende stund på fri fod og eftersøgt for drabet af en 35-årig mand.
Manden blev dræbt af knivstik onsdag aften, og politiet er på jagt efter de to formodede gerningsmænd, som der også er udsendt billeder af.
Den ene af dem er 24-årige Omar Rayeq, der er tidligere kendt af politiet.
Ville ud af kriminaliteten
Omar Rayeq har helt fra teenage-årene bevæget sig i kriminelle løbebaner, men i et interview med Randers Amtsavis i 2012 sagde han selv, at det nu skulle være slut med at begå forbrydelser og lovovertrædelser.
- Jeg synes, at folk skal vide, at de ikke behøver møde mig med frygt længere. Jeg er ikke den dreng, der bruger vold som løsning længere. Jeg er kommet videre. Respekt er ikke det samme som frygt, fortalte Omar dengang.
Omar er fra Afghanistan. Han kom til Danmark, da han var fem år, først til asylcenter i Hadsund, dernæste til Gassum og siden Randers.
Omar Rayeq er diagnostiseret med post traumatisk stresssyndrom (PTSD) på grund af traumer fra Afghanistan.
- Jeg har de værste mareridt, hvor jeg ser døde mennesker overalt. Og har også fået psoriasis, selv om det er en arvelig sygdom, og ingen har det i min familie. Det er også stressrelateret, siger de, sagde Omar Rayeq til Randers Amtsavis i 2012.
Han valgte derfor at deltage i et afstressningskursus for kriminelle eller kriminalitetstruede unge misbrugere og pårørende i Randers.
Han fortalte dengang i 2012, at han var blevet kriminel, fordi han kedede sig, men det skulle altså være slut fra da af.
Men nu er han altså eftersøgt for drab.
Efterlyst i 2018
En 35-årig mand mistede onsdag aften livet, efter han blev stukket med kniv under et voldsomt slagsmål nær McDonald's i den lille nordjyske by Haverslev.
Det skrev Ekstra Bladet torsdag.
En anden person er efterlyst i sagen. Der er tale om den 28-årige Kion Hjaltalin Bertelsen.
- Vores indledende efterforskning gav os hurtigt efterretninger om, hvem de formodede gerningsmænd er - så vi har fornuftige spor at gå efter. Det er et spørgsmål om tid, før vi finder dem, så de kan lige så godt melde sig selv, lyder det fra politikommissær Carsten Straszek i en pressemeddelelse torsdag.
Ser man de to efterlyste mænd, bedes man ringe til politiet. Man skal ikke tage kontakt til eller opsøge mændene, lyder det fra politiet.