Audi buldrer ind i kaffebar: Én død og mange såret

Flere mennesker er blevet alvorligt sårede, da en Audi bragede ind i en Costa-kaffebar

Sådan så det ud efter den frygtelige ulykke, hvor mindst en har mistet livet (Foto: SWNS)
Sådan så det ud efter den frygtelige ulykke, hvor mindst en har mistet livet (Foto: SWNS)

Julefreden er blevet afløst af en tragedie i England.

Torsdag formiddag mistede føreren af Audi herredømmet over sin bil og bragede ind i en Costa-kaffebar. Det skriver flere engelske medier -Heriblandt Daily Mail og The Independent.

Ulykken skete i den lille by Westerham sydøst for London, og angiveligt var det en lokal ældre mand, der mistede kontrollen med sin bil. Herefter tog det en uheldig drejning, og bilen bragede ind i siden på en kaffebar, hvor adskillige mennesker nød en julekaffe.

Ifølge The Telegraph har South East Coast Ambulance Service bekræftet, at en person er afgået døden, mens fem andre er sårede. Ifølge avisens oplysninger er der tale om en kvinde i 60'erne.

To kvinder og to mænd er kørt på hospitalet med alvorlige skader, mens den sidste er sluppet med små skrammer.

Derudover skriver avisen, at Audien kørte ind i flere parkerede biler, inden den bragede ind i cafeen.

Kent Police bekræfter episoden over for The Independent og fortæller samtidig, at vejen er spærret.

Endnu et uheld
Bare kort tid skete endnu et lignende uheld. Ifølge Daily Star kørte en bus og en bil sammen i Peterborough, og det endte med, at de begge endte i siden på en bygning.

De første meldinger er, at to mennesker har mistet livet i den ulykke, men det er fortsat ikke bekræftet.

Ifølge avisen har politiets talsmand bekræftet, at en bus er kørt ind i en bygning, men vedkommende har ikke flere oplysninger i sagen.