En 59-årig mand, der er dømt for voldtægt og drab på en syvårig pige, er blevet henrettet i den amerikanske delstat Tennessee. Det skriver Associated Press.
Det er første henrettelse i delstaten i ni år.
Billy Ray Irick blev torsdag aften lokal tid henrettet med giftsprøjte i Riverbend Maximum Security Institution i Nashville.
- Jeg vil bare gerne sige, at jeg er rigtig ked af det, lød hans sidste ord.
Billy Ray Irick blev i 1986 dømt til døden for sexdrabet på syvårige Paula Dyer, som han havde til opgave at babysitte.
Irick blev henrettet efter at have opbrugt alle sine appelmuligheder.
Guvernør Bill Haslam afviste at gribe ind og stoppe henrettelsen.