Bande havde våben og dynamit på lager i parkeret bil

Under konflikten mellem LTF og Husum-gruppen lå våben, ammunition og sprængstof klar i en parkeret bil i Brønshøj

Under konflikten mellem LTF og Husum-gruppen blev der brugt automatvåben. Her et overvågningsfoto fra Gadelandet i Brønshøj, hvor bevæbnede LTF-medlemmer var på jagt efter tre rivaler fra Husum, som slap væk. Politifoto
Under konflikten mellem LTF og Husum-gruppen blev der brugt automatvåben. Her et overvågningsfoto fra Gadelandet i Brønshøj, hvor bevæbnede LTF-medlemmer var på jagt efter tre rivaler fra Husum, som slap væk. Politifoto

Under den væbnede konflikt mellem banderne LTF og Husum-gruppen sidste år blev en parkeret sort Toyota Aygo brugt som våbenlager af Husum-gruppen.

Bilen blev anskaffet til formålet, og den holdt parkeret gennem et par måneder på Bavnevangen i Brønshøj.

Men politiet kom på sporet af 'våben-bilen', og 24. juni sidste år byttede politiet i al diskretion en pistol og 321 gram dynamit ud med attrapper og satte bilen under hemmelig overvågning.

19. august slog politiet til og anholdt to unge på 20 og 22, som ifølge politiet havde anbragt våben og sprængstof i bilen. Den 22-årige er tilknyttet Husum-gruppen.

Mændene blev dagen efter varetægtsfængslet i Retten på Frederiksberg i et hemmeligholdt grundlovsforhør for såkaldt 'dobbelt-lukkede' døre.

Risikerer dobbelt straf
Nu er de tiltalt for besiddelse af våben, ammunition og sprængstof under særligt skærpende omstændigheder og efter 'bande-paragraffen' 81a, der fordobler straffen, når kriminaliteten har baggrund i en væbnet bandekonflikt.

De tiltalte, der nægter sig skyldige, stilles for et nævningeting 9. august.

Ifølge tiltalen købte den 20-årige Toyotaen på ordre af den 22-årige, og fra 7. juni 2020 blev bilen brugt til opbevaring af en Walther P38-pistol med magasin og 43 skarpe ni millimeter-patroner, der kunne affyres i pistolen.

I bilen lå også de 321 gram dynamit, to skarpe 7,65 millimeter-patroner og en panga machete (en stor og sværd-lignende kniv, red).

Våben og sprængstof var ifølge tiltalen til brug i konflikten mellem Husum-gruppen og LTF.

Ved anholdelserne fandt politiet yderligere en ombygget gaspistol hos den 20-årige, en Atak Arms Zoraki model 906, der kunne affyre skarpe skud. Magasinet var ladt med to skarpe kaliber 7,65 millimeter-patroner.

Politiet fandt også en strømpistol og en totenschläger hos den 20-årige, som han nu er tiltalt for.

Politiet mener endvidere, at de to tiltalte i fællesskab har besiddet et kilo hash til videresalg.

Drab og skyderier
Konflikten i foråret og sommeren sidste år mellem Husum-gruppen og LTF førte til to drab og en serie af skyderier.

Flere retssager venter på en afgørelse efter konflikten. Seks LTF´ere er tiltalt i et kompleks om drabsforsøg samt drab på en 22-årig mand på Åfløjen i Husum.

Ifølge tiltalen planlagde de drabet under flere møder og holdt efterfølgende den 22-årige under observation, før de dræbte ham med skud fra en Uzi-maskinpistol og Colt-pistol på en parkeringsplads i Husum 8. april 2020.

Han faldt i baghold, da han netop havde parkeret sin bil, og flere gerningsmænd sprang ud fra en parkeret stjålet Nissan Qashqai.

Den 22-årige blev dræbt i et baghold på Åfløjen. Foto: Kenneth Meyer
Den 22-årige blev dræbt i et baghold på Åfløjen. Foto: Kenneth Meyer

Måneden før drabet på Åfløjen blev en 24-årig, der tilhørte den rivaliserende LTF-afdeling fra Rødovre, forsætligt påkørt og dræbt på Vestvolden. Det skete som hævn for et skyderi kort før på Gadelandet i Husum. En 29-årig somalier fra Husum-gruppen blev tidligere i år idømt 12 års fængsel for dødsvold mod den 24-årige.

Konflikten begyndte et par år tidligere mellem den såkaldte 'Kærene-gruppe' fra Rødovre, der endte med at blive indlemmet som en del af Loyal To Familia, og grupperingen fra Husum.