Bandefolk fra LTF fængslet for afpresning mod tre bordeller

Politiet venter flere anholdelser og efterforsker endnu tre afpresninger

To 20-årige LTF´ere er varetægtsfængslet for afpresning mod massageklinikker. /ritzau/Jesper Mortensen
To 20-årige LTF´ere er varetægtsfængslet for afpresning mod massageklinikker. /ritzau/Jesper Mortensen
Følg Krimi

Tre bordeller på Frederiksberg og Vesterbro i København er blevet afpresset af bandemedlemmer fra Loyal To Familia, mener politiet.

To 20-årige LTF’ere sigtes for afpresning af særlig grov beskaffenhed, efter at de mødte op på bordellerne i april og afleverede en seddel til de ansatte på bordellerne, hvor der stod ’Loyal To Familia’ eller 'LTF' og et telefonnummer.

Ordren lød, at sedlen skulle afleveres til de ansattes chefer, der så skulle kontakte LTF inden for 24 timer. Ellers ville stedet blive ’lukket’ eller ’smadret’.

Københavns dommervagt har netop varetægtsfængslet de to LTF´ere i 27 dage.

Bandefolk anholdt: Tilbød 'beskyttelse' til massageklinikker

Den ene 20-årige sigtes for afpresninger mod to massageklinikker på Gammel Kongevej og Abel Cathrines Gade, mens den anden 20-årige sigtes for et forhold mod en thai-klinik på Sindshvilevej på Frederiksberg.

De sigtede nægter sig skyldige og blev fremstillet bag lukkede døre i Københavns dommervagt.

Politiet anholdt oprindeligt fire LTF’ere tirsdag formiddag. Men to af dem blev løsladt uden fremstilling. Ifølge politikommissær Steffen Th. Steffensen forventer politiet dog nye anholdelser i sagen.

Sat ild til døren
– Det er noget svineri. Den slags hører ingen steder hjemme, lige meget om der er tale om en købmand eller en massageklinik, siger Steffen Th. Steffensen, afdelingen for Organiseret Kriminalitet.

Politiet efterforsker seks tilfælde af afpresninger mod massageklinikker på Frederiksberg og Vesterbro og foreløbig er der rejst sigtelser i tre af sagerne. Dertil kommer flere tilfælde af hærværk og ildspåsættelser.

Flere af de afpressede massageklinikker har nemlig været udsat for hærværk, fordi de ikke reagerede inden for de krævede 24 timer. Der er blevet kastet sten gennem ruderne og sat ild til brandbar væske op ad indgangsdøren.

Politiet har efterforsket sagerne siden april, efter at flere klinikker havde anmeldt afpresningen.

Ifølge sigtelserne mødte bandemedlemmerne op ved 20-tiden om aftenen den 24. og 26. april på de tre bordeller. De præsenterede sig som fra LTF, afleverede sedlen med telefonnummeret, og sagde, at der skulle ringes inden 24 timer.

’Truslen måtte forstås som en trussel om vold mod forurettede og de øvrige ansatte samt om betydelig skade på bordellet og dets inventar,’ lyder sigtelsen.

Mere fra Ekstra Bladet+

Er Danmark for lille til store hemmeligheder?

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+