Der var tale om to yngre mænd med tilknytning til LTF-banden, der tidligt torsdag aften blev stukket med kniv i Christianias Pusher Street. Det viser Ekstra Bladets research.
Omkring klokken 17.40 torsdag modtog politiet meldingen om, at de to var blevet stukket ned. Herefter rykkede man ud til Christianshavn, hvor myndighederne fandt den knivstukne duo på jorden ved Prinsessegade.
Fredag morgen meldte politiet ud, at de to er uden for livsfare.
To anholdte
Nogenlunde samtidig anholdt politiet to andre mænd, som man mener kan have forbindelse til sagen. De to anholdte fremstilles i dag i grundlovsforhør. Den ene anholdte er 25 år, mens den anden er 32 år. Begge bliver fremstillet i et grundlovsforhør senere på dagen.
Ifølge oplysninger til Ekstra Bladet skete knivstikkeriet i området ved Pusher Street. Her var episoden angiveligt hævn for, at man tidligere på dagen var blevet smidt ud af Pusher Street. De to LTF-relaterede mænd havde ifølge Ekstra Bladets oplysninger smidt de to mænd ud af 'gaden', fordi de ville sælge hash derude.
Der er strikse interne regler for, hvem der må sælge hash i den verdensberømte hashgade. Ifølge gadens uskrevne regelsæt kan man ikke bare rykke ind og opstille en hashbod.
Den slags skal klappes af først internt i miljøet, og Ekstra Bladet har gentagne gange beskrevet, hvordan figurer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet er yderst magtfulde i spillet omkring det indbringende illegale hashmarked.
Mindre gruppering
Kilder fortæller, hvordan to-tre mænd tidligere på dagen var troppet op i området ved Pusher Street for at åbne en hashbod, uden at det var aftalt internt i pusher-miljøet.
Mændene, der havde indvandrerbaggrund, var sendt ud til hashgaden af en mindre gruppering, forlyder det.
Omtalte mænd blev bedt om at pakke sammen og forlade området, hvilket de tog ilde op, og de truede med at komme igen.
Nogle timer senere dukkede knivbevæbnede mænd op, og det kom til slagsmål, hvor de to LTF-relaterede mænd blev stukket.
Fremstillet fredag
Københavns Politi fortæller, at de to anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør senere fredag.
- Københavns Politi vurderer, at knivstikkeriet er sket i et kriminelt miljø, fortæller de to til Ekstra Bladet.
Læs mere om rockernes og bandernes kamp om Pusher Street her.
Lidt over klokken 18 rykkede Københavns Politi ud til anmeldelse om knivstikkeri ved Christiania i København