Banedanmark-mand gennemtævet på Hovedbanegården

18-årig sigtet forklarede, at han fik et blackout efter 14-15 øl

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at det var en DSB-ansat, der var blevet overfaldet. Det var forkert, idet der er tale om en ansat hos Banedanmark. Vi beklager fejlen, der nu er rettet.

En Banedanmark-medarbejder, der gjorde rent på perronerne natten til fredag, blev groft overfaldet af en fuld 18-årig mand, som gik over skinnerne til perron 7. Det påtalte Banedanmark-manden, og det fik den 18-årige til at slå og sparke løs på ham. Han blev ramt af mindst 10 knytnæveslag i ansigtet og mindst fem spark i ansigtet og torsoen.

I Københavns dommervagt erkendte den 18-årige sig skyldig fredag og forklarede, at han havde fået et blackout efter 14-15 øl. Han havde været på værtshus med venner og kunne ikke huske mere.

- Jeg har tidligere haft blackaouts, men aldrig så slemt som denne gang, sagde den 18-årige, der blev varetægtsfængslet i 25 dage.

Overfaldet skete klokken 01.33, og blev filmet af DSB´s videoovervågning. Billederne blev dokumenteret i dommervagten af anklager Andreas Christensen.

Et vidne, der var på vej på arbejde, stod på spor 5 og bemærkede en høj ung mand, der overfaldt en person og slog og sparkede ham adskillige gange. Vidnet råbte voldsmanden an, og det fik ham til at løbe fra stedet.

Vidnet kunne udpege gerningsmanden for politiet, og han blev kort efter anholdt. På hans højre ærme på hans hvide hættetrøje blev der fundet blod.

Banedanmark-manden forklarede til politiet, at han havde påtalt, at den unge mand gik over skinnerne. Da manden kom op på perron 7, blev Banedanmark-manden straks overfaldet.