Fredag eftermiddag udbrød der brand i en lejlighed på Ribegade i Esbjerg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.
- Klokken 12:39 får vi en anmeldelse om en brand i Ribegade. Flere af ejendommens beboere blev evakueret, men brandvæsenet var hurtigt fremme, og branden blev hurtigt slukket, fortæller vagtchef, Erik Lindholdt.
Lejlighedens beboer, en 61-årig mand, er blevet anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse.
- Vi har mistænkt beboeren for selv at have sat ild til nogle genstande, der var anbragt på gulvet. Han er nu sigtet i sagen, oplyser politiet.
Den 61-årige mand skal lørdag fremstilles i grundlovsforhør.