Bedstefar forgreb sig på børnebørn

59-årig mand førte blandt andet hånden ned i trusserne på de tre børn

To års fængsel for overgreb mod sine tre børnebørn, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno.

Det var resultatet, da en 59-årig bedstefar torsdag blev dømt i Retten i Kolding, skriver jv.dk.

Børnene er i dag hhv. 11, 11 og 10 år, og overgrebene skete i 2019.

Manden blev dels dømt for dels at røre børnene uden på trusserne, dels føre hånden ned i trusserne på dem. Han har sendt billeder på snapchat af sine kønsdele, ligesom han blottede sig for en af pigerne på en køretur.

Det lykkedes også bedstefaderen at få et af sine børnebørn til at sende nøgenbilleder til ham.

'Dine dejlige bryster, kan du ikke tage blusen af. Kunne også godt tænke mig hele kroppen', skrev han blandt andet.

Selv har den 59-årige nægtet sig skyldig. Om hånden i trusserne har han forklaret, at børnene ofte sad på skødet af ham og blev nusset andre steder på kroppen, mens de så fjernsyn. Og det kan godt være, at han så er kommet til at røre dem i skridtet.

- Det kan man godt kommet til undervejs, og det betragter jeg ikke som noget seksuelt, lød forklaringen blandt andet ifølge jv.dk, som var til stede i retssalen.

I dommen lagde retten vægt på, at børnene har afgivet detaljerede, troværdige forklaringer, og at manden har brudt børnenes særlige tillidsforhold til deres bedstefar.

Manden udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel ankesag.