Bekendt til ubåds-Peter: - Det er chokerende

Forfatter til bog om ubådkaptajnen er rystet over, at Peter Madsen nu er sigtet for drab

Her kan du se billeder af ubåden, der har været omdrejningspunkt for ubåden. Video: Copenhagen Suborbitals

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

- Det er sindssygt. Det kan jeg slet ikke få til at hænge sammen i hovedet, er Thomas Djursings første reaktion på, at ubådskaptajnen Peter Madsen nu er sigtet for drab på den 30-årige kvindelige journalist, som er forsvundet, efter hun sejlede ud med ham i aftes.

Han nægter sig skyldig og siger, at han satte kvinden i land i går aftes ved spidsen af Refshaleøen nær restaurationen 'Halvandet' omkring kl. 22.30.

Thomas Djursing er redaktør på ingeniøren og har også skrevet en bog om Peter Madsens ubåde og raketter. Han har derfor arbejdet meget med ham.

Og selv om han beskriver ham som en mand, der lever på kanten, så har han aldrig oplevet ham voldelig.

Svensk journalist forsvundet: Ubådsejer sigtet for drab

- Det er chokerende at høre. Jeg vil lade tvivlen komme ham til gode, indtil vi ved mere, siger han.

- Har du oplevet ham miste fatningen?

- Ja, er du sindssyg mand. Jeg har selv skændtes med ham mange gange. Men han ved godt, hvad der er rigtigt og forkert. Han ved godt, hvor grænsen går. Jeg har virkelig arbejdet meget med ham. Han kan råbe og skrige. Men han er på ingen måde en en voldelige person, siger han.

Ekstra Bladet har også talt med Thomas Jam Pedersen, som har kendt Peter Madsen i cirka fem år. Thomas Jam Pedersen har hjulpet med nogle svejseopgaver på Nautilus, siger han til Ekstra Bladet.

- Han er en rigtig dygtig tekniker, og jeg har stor respekt for hans arbejde.

Derfor undrer Thomas Jam Pedersen sig også over, at det er gået galt for Peter Madsen i ubåden, og at han er endt med at blive sigtet for drab.

- Han kommer nogen gange lidt i clinch med folk. Måske fordi nogen bliver misundelige på ham, fordi han er i stand til at gøre en forskel. Det har jeg oplevet en del gange, siger Thomas Jam Pedersen, som dog forsvarer Peter Madsen måske lidt iltre væsen, selv om det har givet Peter Madsen en del uvenner.

- Når man skal rykke hurtigt nogen gange, er man nødt til at tale med store ord, og det er der nogen, der ikke kan klare, siger Thomas Jam Pedersen til Ekstra Bladet.

Peter Madsen skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der enten har set ubåden med de to personer forlade havnen omkring kl. 19.00 eller som har observeret ubåden og besætning komme nær spidsen af Refshaleøen omkring kl. 22.30.

Derudover vil de gerne tale med eventuelle vidner, der kan have set den svenske kvinde efter kl. 22.30 torsdag aften.

Det har ikke været muligt at komme ind i ubåden, der ligger på syv meter vand, fordi den enten skal stabiliseres på stedet eller bjærges og bugseres i havn, før det er muligt.