Var du på hotellet, da det brændte, eller har du en særlig god historie tilknyttet hotellet? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os en sms/mms på 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.
Det ikoniske Svinkløv Badehotel, der har prydet klitterne i Fjerritslev siden 1925, er natten til mandag brændt ned til grunden efter en voldsom brand.
På trods af en ihærdig indsats fra brandfolkene stod det dog relativt hurtigt klart, at hotellet ikke var til at redde.
Det fortæller Tommy Rise, der er beredskabschef hos Nordjyllands Beredskab Nord, til Ekstra Bladet.
Han har ikke selv været ude på stedet, men han har løbende fået meldinger fra holdet på stedet.
- Branden er opstået i kælderen, og det er et gammelt træhotel bygget i 1925. Så det vil sige, at alle etageadskillelser er bygget i træ, siger han til Ekstra Bladet.
I nat brændte deres hotel: - Alle vores papirer og arkiver er væk
Umulig at styre
Selve brandårsagen er endnu ukendt, men det formodes, at den er opstået i køkkenet af fortsat uvisse grunde. Men da først branden havde fået fat, var den umulig at stoppe.
- I sådan et gammelt hus er der utroligt mange hulrum, hvor ilden kan bevæge sig op igennem, og det er helt ukontrollabelt sådan noget.
- Så der er ikke noget at stille op, for ilden springer frem alle steder, fordi det løber i hulrummene, siger Tommy Rise.
Han forklarer, at brandfolkene kun kunne prøve at følge med og slukke branden der, hvor den dukkede op.
- I moderne byggerier er der betonadskillelser mellem etagerne. Så hvis branden var opstået i kælderen, og der havde været betonadskillelse, kunne vi typisk stoppe branden i kælderen, og så var den ikke kommet videre, fortæller beredskabschefen.
50 mand kæmpede
Han fortæller, at det lokale beredskab fik hjælp fra Beredsskabsstyrelsen, og at der var omkring 50 mand til at kæmpe mod flammerne. Men efter at have kæmpet mod flammerne i godt en time, måtte de se i øjnene, at kampen var tabt.
- I den første time kæmpede vi med at begrænse ilden i bygningen, men den poppede op alle steder. Den sprang ud alle steder, og efter cirka en times tid gik den igennem overetagen, og så gik det stærkt, siger Tommy Rise.
Han fortæller, at der ikke var synderligt meget vind, så det har ikke haft indvirkning på ildens spredning, som altså mest af alt blev spredt på grund af, at det var en gammel bygning.
Så godt som nedbrændt
Mandag morgen arbejder brandvæsnet stadig på stedet med efterslukning og oprydning, men der er ikke noget tilbage af det historiske hotel. Til gengæld er der heller ikke fare for, at der går ild i den omkransende natur.
- Der var en stor strålevarme, i og med at det var så overtændt, og de nærliggende klitter er da også afsvedet, men det fik de styr på i nat, fortæller Tommy Rise.
Nordjyllands Politi fortalte tidligt mandag morgen, at omkring 70 gæster havde befundet sig på hotellet. De blev alle evakueret, da branden opstod klokken 00:48, og ingen kom til skade i branden. En gravid kvinde blev dog indlagt på skadestuen til observation.
Af de 70 gæster valgte 40-50 at takke ja til et tilbud om at fortsætte opholdet på Rønnes Hotel.
Var du på hotellet, da det brændte, eller har du en særlig god historie tilknyttet hotellet? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os en sms/mms på 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.