Besked til rejsende: 'I skal ud'!

Rejsende i lufthavnen er gennet ud af terminal 3: Better safe than sorry, siger Jesper, som skulle til Island

Rejsende er blevet gennet ud af Københavns Lufthavn, hvor man ifølge lufthavnens presseafdeling har fundet en mistænkelig kuffert. (Foto: Læserfoto)
Rejsende er blevet gennet ud af Københavns Lufthavn, hvor man ifølge lufthavnens presseafdeling har fundet en mistænkelig kuffert. (Foto: Læserfoto)

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Masser af rejsende er blevet gennet ud af Københavns Lufthavn i Kastrup efter fundet af en - i følge politiet mistænkelig -kuffert i Terminal 3.

- Jeg var lige kommet op ovenpå og var på vej ind i security-området, da vi blev gennet ud af fire-fem betjente. Der var ingen tegn på panik, fortæller 31-årige Jesper Søndergaard, der skulle have været med et fly til Island, til Ekstra Bladet.

Cirka samtidig med, at han og de øvrige gæster i Københavns Lufthavn blev vist ud af lufthavnen, lød der en besked på først dansk og siden engelsk om, at folk venligst skulle forlade bygningen.

- Vi blev ledt ned til hjørnet af Terminal 2 og 3 ved ankomstområdet og derefter ud. Herfra blev vi gennet længere og længere væk af noget politi, der råbte ’gå længere væk’, siger Jesper Søndergaard, der lige nu befinder sig på parkeringspladsen overfor Terminal 2.

'I skal ud, I skal ud'
Dorte fra København er sammen med ægtefællen netop landet med et fly fra Dubai.

- Vi gik gennem lufthavnen og paskontrollen, hvor der var fredeligt og roligt, men da vi kom frem til bagagerummet, fik vi ikke lov til at komme ind til transportbåndene og til vores bagage.

- Der stod politi og vagter og gennede os ud ad en anden vej. 'I skal ud, I skal ud, ' lød det.

Udenfor lufthavnsbygningen fik folk af vide, at de skulle 100 meter væk fra Terminal 3.

Mange mennesker er forsamlet udenfor. Mange står i deres tynde sommerjakker eller korte ærmer. De har været på ferie, hvor der var varmt, og frakkerne ligger nok i deres bagage.

Artiklen fortsætter under billedet...

Flypassagerer bliver gennet væk fra Terminal 3 i Københavns Lufthavn, hvor man har fundet en mistænkelig kuffert. (Foto: Jesper Søndergaard)
Flypassagerer bliver gennet væk fra Terminal 3 i Københavns Lufthavn, hvor man har fundet en mistænkelig kuffert. (Foto: Jesper Søndergaard)
 

Jesper Søndergaard fra København har set en ambulance og en brandbil, men ingen kampklædte betjente på lufthavnsområdet:

- De havde deres tjenestepistoler og almindelige stikveste.

Forvirrede turister
Jesper Søndergaard fortæller, at alt er foregået stille og roligt og uden panik:

- Der var nogle turister, der så lidt forvirrede ud, men de har fået hjælp og vejledning af lufthavnspersonalet, der står i deres CPH-tøj, som selv er blevet evakueret, fortæller Jesper Søndergaard, der repræsenterer sin arbejdsplads Tolkegruppen og Oversættergruppen på en stor konference om tolkning og oversættelse.

På trods af den senere tids gentagne terrorangreb i for eksempel Paris er han ikke specielt nervøs:

- Better safe than sorry. Og alt foregår i stille og roligt tempo uden panik, siger Jesper Søndergaard, som lige nu ikke nærer de store forhåbninger om at komme af sted i dag.

Jesper Søndergaard fortæller, at han i skrivende stund står i en gruppe på flere hundrede mennesker.

- Nogle af dem har sat sig ind i deres biler i parkeringshuset for at vente.

Jesper Søndergaard havde tjekket sin bagage ind og har nu bedt sine kolleger om at tjekke, om Iceland Air kan sætte ham på et senere fly og høre nærmere om procedurerne.

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.