En betjent hos Københavns Politi efterforskes i øjeblikket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) efter anmeldelser, der går på, at han skal have krænket flere kvinder. Det kan Ekstra Bladet nu berette.
De angivelige krænkelser fandt ifølge Ekstra Bladets oplysninger sted i forbindelse med, at manden fungerede som køreprøvesagkyndig.
Hos DUP bekræfter chefefterforsker, Niels Raasted, at sagen er til behandling der:
- Der er tale om flere anmeldelser. Ifølge de foreløbige oplysninger er det sket i 2019. Jeg kan ikke oplyse et nøjagtigt antal endnu, da vi er ved at gennemgå materialet nu, fortæller Niels Raasted.
Ifølge Ekstra Bladets foreløbige oplysninger skal der både være tale om fysiske og verbale krænkelser.
Men dette vil Niels Raasted ikke kommentere på nuværende tidspunkt.
Hos kommunikationsenheden hos Københavns Politi bekræfter man ligeledes sagen, og at det er herfra at sagen i første omgang er sendt videre til DUP.
Man vil ikke oplyse, hvordan den mistænkte betjents arbejdsmæssige status er lige nu.
Men den pågældende har ikke foretaget køreprøver, siden sagen blev anmeldt, oplyses det.