En politibetjent frygtede for sin kollegas liv, da han skød en 40-årig knivbevæbnet mand i brystet på Hvidovrevej den 15. juli 2018.
Han kunne ikke nå at affyre varselsskud, og skuddet mod den 40-årige var nødvendigt og forsvarligt.
Det har Statsadvokaten i København netop afgjort, efter at skudepisoden har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
- Nu skal en panser dø!
Den trussel kom fra den knivbevæbnede 40-årige mand, mens politiet var på vej til Hvidovrevej i Hvidovre, fordi manden havde truet sin eks-kæreste på livet.
Peberspray uden effekt
Under udrykningen fik de to betjente over radioen besked på, at den 40-årige ville angribe politiet, og betjentene trak derfor pistolerne, da de så ham med en kniv i hånden ved et busstoppested på Hvidovrevej ud for 326.
Den 40-årige fik ordre på at lægge kniven, men det gjorde han ikke.
Derfor blev han skudt af politiet: Ville stikke betjente med hobbykniv
Så gav betjentene ham peberspray, men det havde ingen effekt, og den 40-årige gik frem mod betjentene med kniven. Den ene forsøgte at trække sig bagud, men snublede og faldt om på vejen.
artiklen fortsætter under billedet

Den 40-årige gik frem mod den snublede betjent, men da han var få meter fra ham, besluttede betjentens kollega at skyde.
Han affyrede et skud mod den 40-årige, der blev ramt i højre side af brystkassen og faldt om. Betjentene sikrede sig, at han ikke havde flere våben ved at visitere ham og gav ham førstehjælp, mens de ventede på ambulancen.
Den 40-årige blev livsfarligt såret kørt til traumecenteret, men overlevede.
Dømt til behandling
Betjentenes forklaringer til politiklagemyndigheden støttes af ikke mindre end 10 vidner, der overværede skudepisoden.
'Det må lægges til grund, at (den 40-årige) umiddelbart forud for skudafgivelsen med trukket kniv gik frem mod politibetjent (navnet), der på dette tidspunkt var væltet om på jorden,' skriver senioranklager Bitte Dyrberg fra Statsadvokaten i København.
Både politiets brug af skydevåben og peberspray bliver blåstemplet af statsadvokaten.
Den 40-årige blev i december ved Retten i Glostrup dømt til psykiatrisk behandling for forsøg på grov vold og trusler mod politiet.