En 35-årig mand fra Aalborg blev natten til søndag reddet op af vandet af to betjente, der hoppede i vandet og fik manden bragt op.
- Klokken 02.34 får vi en anmeldelse fra en mand, der har hørt nogle råb nede fra havnen. Han kan se, at der er en mand, der ligger nede i vandet, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck, til Ekstra Bladet.
Umiddelbart efter kommer der tre patruljevogne til stedet, og der bliver kastet en redningskrans ned til manden.
- Manden er så afkræftet, at han ikke kan tage redningskransen om livet, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
Der var tidligere meldinger om, at manden var i kritisk tilstand, men søndag middag meddelte Nordjyllands Politi til TV2 Nord, at manden er uden for livsfare.
Artiklen fortsætter under billedet...
Tog tilbage på arbejde
Politiet hoppede efterfølgende i vandet, da de kunne se, at manden var så afkræftet, at han ikke kunne bruge redningskransen.
Det lykkedes de to betjente at redde manden op af det iskolde vand.
- Efterfølgende bliver han bragt op og kørt til Aalborg Universitetshospital. Hans tilstand var kritisk ved ankomsten, oplyser Henrik Beck til Ekstra Bladet.
Betjentene tog efter redningsaktionen tilbage på arbejde.
- De to betjene skulle bare hjem og have en tør skjorte på, og så var de klar igen, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck, til Ekstra Bladet.