Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
To politibetjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi blev natten til lørdag overfaldet med knytnæveslag af to temperamentsfulde og også berusede mænd under et optrin i Varde.
Det oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivan Gohr Jensen, til Ekstra bladet.
Optrinnet skete, efter at politiet var blevet tilkaldt klokken 2.35 til ballade i Kræmmergade i Varde. En gruppe på mellem seks og otte personer var oppe at toppes.
- Da betjentene anråber dem, er der to, der vender sig om og slår ud efter og rammer de to betjente med knytnæveslag, siger Ivan Gohr Jensen til Ekstra Bladet.
De to betjente, der også var i uniform, pådrog sig alene overfladiske skrammer og kunne for øvrigt selv klare paragrafferne efterfølgende.
- For at bringe ro over gemytterne, anvender man peberspray. Det virker efter hensigten. Så mændene er blevet indbragt til politistationen i Esbjerg, siger vagtchefen med de sædvanlige polititekniske udtryk i sin formulering.
De to mænd har ud over at være hamrende berusede vist sig at være 29 og 31 år. Begge er fra Varde. Fordi det ifølge politibetjentene netop er polititjenestemænd, som de har slået på, er begge blevet sigtet efter den strenge voldsparagraf i straffeloven. Den åbner også mulighed for varetægtsfængling.
- Men juristerne har i det konkrete tilfælde vurderet, at der skal ske løsladelse efter afhøring, som er i gang netop nu, siger Ivan Gohr Jensen klokken 10.35 til Ekstra Bladet.
Der er endnu ingen melding om, hvordan de to mænd forholder sig til sigtelserne.