Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har netop offentliggjort deres rapport, der indeholder sager, hvor politifolk på forskellig vis har forbrudt sig imod både lovgivning og interne regelsæt.
Det er DUP, der efterforsker alle sager, der involverer politifolks forseelser i tjenesten. Men ud over klare fejltrin giver den også et indblik i politifolks dagligdag med både store og små sager.
Rapporten udgives årligt.
Her følger en række eksempler fra sager, hvor betjente er blevet kigget efter i sømmene:
Filmede død:
To betjente er sigtet for med en mobiltelefon at have filmet en afdød person, der var nøgen.
I forbindelse med en politiforretning vedrørende en dødfunden person med sin mobiltelefon filmede den ene betjent, mens kollegaen poserede med 'happy face' og fremstrakte arme ved siden af afdødes hoved. Betjenten filmede endvidere afdødes nøgne krop.
Den anden betjent er ligeledes sigtet for pligtforsømmelse ved i forbindelse med samme politi-forretning at have dyppet sin finger ned på en tallerken, hvor der lå rester af euforiserende stoffer, hvorefter han tog fingeren op til tungen og erklærede, at der var tale om kokain.
Sagen er ikke afsluttet.
Videregav fortrolige oplysninger:
To betjente skal have videregivet fortrolige oplysninger i forbindelse med et offentligt foredrag i en lokal hal. Under foredraget skal betjentene have fremvist en PowerPoint-præsentation, der indholdt billeder, navne, alder og nationalitet på otte personer, som der havde været involveret i afsluttede straffesager.
Derudover indgik i præsentationen oplysninger om strafudmålingen i konkrete domme for to af personerne. Sagen efterforskes fortsat.
Stillingsmisbrug på sønnens skole:
En betjent misbrugte sin stilling ved at have fremvist fremvist sin politilegitimation til personale på sin søns skole for at få udleveret personnummeret på et andet barn, der på skolen havde været involveret i en volds-episode med betjentens søn.
Herefter sendte betjenten en mail til personalet på skolen, hvoraf det fremgik, at han ønskede at få udleveret barnets personnummer samt telefon-nummeret på en lærer på skolen.
Betjenten er endvidere i anden sag blevet sigtet for tyveri af et sæt af politiet håndjern, subsidiært stillingsmisbrug ved uden tjenstlig anledning at have benyttet et sæt af politiets håndjern til personlige formål.
Statsadvokaten opgav påtale i sagerne, idet sagernes gennemførelse ville medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagernes betydning og den straf, som i givet fald kunne forventes idømt. Betjenten var således blevet idømt en straf i en anden sag, og han ville efter statsadvokatens vurdering ikke være blevet idømt en ekstra straf, selv om han måtte blive fundet skyldig i disse sigtelser.
Anmeldt af anholdt:
En betjent har fået en færdselsbøde, fordi han kørte 92 kmt på en strækning med 70 kmt begrænsning.
Betjenten blev anmeldt af en arrestant, der var med i bilen.
Statsadvokaten udstedte et bødeforlæg til betjenten på 1000 kr. for overtrædelse af færdselsloven, men betjenten har ikke godtaget bøden og derfor skal sagen nu i retten.
Fik stjålet politibil:
To betjente blev efterforsket, fordi de i forbindelse med en politiforrretning fik stjålet deres patruljevogn.
Betjentene efterlod patruljevognen ulåst og i tomgang for at hjælpe to berusede personer. Her så en biltyv sit snit til at stjæle bilen, der havde et våbenskab indbygget med to maskinpistoler.
Bilen holdt kun få meter fra, hvor betjentene stod på gaden. Det var en bil med fjernbetjent start/sluk-knap, og den ene betjent forklarede, at han muligvis kom til at betjene den forkerte knap, da man forlod bilen for at hjælpe de berusede.
Sagen imod betjentene blev opgivet.
Krænkede køreprøveelever:
En køreprøvesagskyndig er sigtet for flere forhold af stillingsmisbrug og blufærdighedskrænkelse imod en lang række elever i forbindelse med køreprøver. Betjenten er blandt andet sigtet for at have krammet elever og berørt deres lår. Sagen afventer Statsadvokatens afgørelse af tiltalespørgsmålet.
Efterlod pistol på toilet
En betjent er sigtet for pligtforsømmelse ved i forbindelse med en bevogtningsopgave af en drabssigtet varetægtsarrestant på et hospital at have efterladt sin tjenestepistol med skarpe patroner på et toilet, hvor den blev fundet af varetægtsarrestanten.
Sagen afventer Statsadvokatens afgørelse af tiltalespørgsmålet.
Misbrugte sin stilling på Instagram
En betjent er sigtet for stillingsmisbrug, efter at betjenten havde haft kontakt til en pige i forbindelse med en politiforretning. Kort tid herefter tog betjenten uden tjenstlig anledning igen kontakt til pigen via Instagram, i hvilken forbindelse betjenten blandt andet komplimenterede pigens udseende.
Sagen afventer Statsadvokatens afgørelse af tiltalespørgsmålet.
Efterlod pistol på toilet
En betjent skal have efterladt en taske med en tjenestepistol og tre magasiner med skarpe patroner på et toilet på en tankstation.
Tasken med indhold blev herefter fundet af en kunde.
Sagen er fortsat under efterforskning.
Kaldte mand for kværulant
- Du er en kværulant af værste format. Sådan udtalte en betjent til en mand under en politiforretning, der vedrørte mandens familie.
Politiklagemyndigheden vurderede dog på baggrund af en videooptagelse af politiforretningen, at der ikke var grundlag for at udtalte kritik af betjentens adfærd.
Politiklagemyndigheden lagde navnlig vægt på, at betjenten indledningsvist roligt og venligt forsøgte at forklare manden baggrunden for politiets tilstedeværelse, og at manden under den efterfølgende dialog med betjenten flere gange afbrød betjenten og optrådte diskuterende.
Politiklagemyndigheden fandt dog, at det var uhensigtsmæssigt, at betjenten under episoden udtalte: 'Du er en kværulant af værste format', idet udtalelsen var unødvendig og konfliktoptrappende.