Betonblok på motorvej: Tysk familiefar ude af koma

Den 36-årige mand er nu overført til et tysk hospital

Betonblokken blev kastet ned på motorvejen fra Langesøvej-broen mellem afkørsel Blommenslyst og afkørsel Vissenbjerg. Foto: Jonas Olufson
Betonblokken blev kastet ned på motorvejen fra Langesøvej-broen mellem afkørsel Blommenslyst og afkørsel Vissenbjerg. Foto: Jonas Olufson

Den 36-årige tyske familiefar, hvis bil tidligt om morgenen den 21. august blev ramt af en betonblok på den fynske motorvej, er nu ude af koma og overført til et tysk hospital. Det oplyser Fyns Politi.

Betonblokken dræbte mandens 33-årige hustru. Parrets 5-årige søn slap med mindre skrammer.

Den 36-årige mands tilstand er nu så stabil, at han i sidste uge blev overført fra Odense Universitetshospital til et hospital i Bochum.

Ved ulykken pådrog manden sig betydelige skader i hovedet, og det er derfor meget usikkert, om politiet på noget tidspunkt vil kunne afhøre ham.

-Det er først og fremmest rigtig trist, at mandens tilstand er så dårlig, men vi er selvfølgelig også kede af, at det næppe bliver muligt at få hjælp til sagens opklaring fra ham, siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.

Fyns Politi arbejder fortsat målrettet på at finde frem til, hvem der kastede to betonblokke på hver 30 kilo samt to brosten på hver 9,5 kilo ned over motorvejen fra Langesøvej-broen mellem afkørsel Blommenslyst og afkørsel Vissenbjerg.

Det var den ene af betonblokkene, der ramte den tyske bil, da familien var på vej hjem fra en ferietur i Sverige.

-Vi har endnu ikke fået resultatet af de sidste DNA-undersøgelser, men det ser ikke umiddelbart ud til, at det er ad denne vej, vi skal finde gerningsmanden, siger Michael Lichtenstein.

Fyns Politi har modtaget flere end 200 henvendelser fra borgerne i sagen, men mangler stadig netop den henvendelse, der kan føre frem til den eller de personer, der smed betonblokkene og brostenene ned på motorvejen.

Stenkast på motorvej: Donationer på op til 100.000 vælter ind