Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Fyns Politi efterlyser oplysninger, som kan være med til at identificere en yngre mand, som er blevet fotograferet af et overvågningskamera på en tankstation i Vissenbjerg den 21. august. Billedet af manden svarer til det signalement, som politiet har på en mand, der blev set tæt på gerningsstedet, hvor en betonklods blev smidt ned på motorvejen fra en bro klokken 5.08.
Klodsen ramte en bil, der kørte under broen. I bilen sad en tysk familie, og den 33-årige mor blev dræbt, mens den 36-årige far blev svært kvæstet. Parrets fem-årige søn, der sad på bagsædet, overlevede ulykken uden fysiske skrammer.
Fyns Politi skriver, at manden på billedet muligvis er et centralt vidne, ligesom det også kan tænkes at være gerningsmanden.
Svarer til signalement
Optagelserne stammer fra tankstationen F24 på Middelfartvej 1 i Vissenbjerg den 21. august 2016 klokken 05.08 samme morgen betonklodsen ramte bilen. De viser en ung mand gå ind over området. Flere vidner har beskrevet en tilsvarende mand gående langs Middelfartvej i tidsrummet klokken 04 og 05 - altså lidt tidligere samme dag, skriver Fyns Politi i pressemeddelelsen.
Familie ramt af betonklods kastet fra bro: En dræbt
De første vidner fortæller, at de så manden i Skallebølle gående i retning mod Vissenbjerg. De beskriver ham til at være 15-25 år, almindelig af bygning, iført en mørk hættetrøje med stort lyst tryk på maven, lyse bukser med mørke felter på skinnebenene (muligvis arbejdsbukser) og mørke sko med lyse såler.
-Manden er interessant, fordi han er set ganske tæt på gerningsstedet kort efter klokken 04. Flere vidner har bemærket ham, fordi der ikke færdes mange mennekser til fods i Skallebølle så tidligt på dagen, siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.
Dræbt af betonflise fra bro: Nu er offer identificeret
Ud fra vidnernes beskrivelse tror politiet, at det er samme person, der lidt senere går ind over tankstationen.
Et vigtigt vidne
-Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, at det er gerningsmanden på billederne, men vi har brug for at få vedkommende identificeret for at komme videre med efterforskningen, fordi manden kan være et vidne, der ligger inde med afgørende viden, siger Michael Lichtenstein.
Mor dræbt af betonflise og far i koma: Nu får 5-årig søn uventet hjælp
Sidste uges efterlysning af en ældre Volvo stationcar gav ca. 100 henvendelser fra offentligheden. Politiet arbejder stadig med efterforskningen af de mange henvendelser, men foreløbig uden at de har bragt politiet tættere på gerningsmanden. Der er aktuelt ikke noget, der tyder på, at manden på overvågningsvideoen har tilknytning til Volvoen.