En bil er mandag eftermiddag kørt ind i en folkemængde under et karneval i den tyske by Volksmarsen i delstaten Hessen.
Det fortæller tysk politi ifølge avisen Frankfurter Allgemeine.
Flere personer er samtidig meldt såret. Ifølge Bild er der tale om mindst 15 sårede personer. Øjenvidner fortæller mediet, at der er tale om en person, der har kørt en sølvgrå Mercedes gennem den menneskemængde, som var i området ved karnevalet ved 14.30-tiden.
Der er et massivt opbud af politi og brandbiler på stedet.
Politiet afviser at sige, hvorvidt der er tale om en ulykke, eller om det er et forsætligt angreb.
Tyske medier skriver, at der er børn blandt de kvæstede. Øjenvidner siger, at chaufføren øjensynligt kørte ind i folkemængden med vilje.