Bil konfiskeret: Kørte 200 km/t. i modsatte vognbane

En vanvidsbilist blev tidligt torsdag morgen standset af politiet

Sådan definerer regeringen 'vanvidskørsel'. Video/redigering: Ritzau Scanpix, LocalEyes, privatoptagelser/Mikkel Cramon

En 24-årig mand fra Lyngby nåede i de tidlige morgentimer torsdag op på groteske hastigheder i sit forsøg på at undslippe politiet.

Det skriver Nordsjællands Politi i dagens døgnrapport.

Ifølge politiet forsøgte politiet klokken 5.08 at bringe bilen til standsning på Lyngby Hovedgade, men i stedet for at rette sig efter politiets henstilling valgte manden at skrue gevaldigt op for farten for at slippe væk.

Påkørte skilt
Således kørte manden ifølge politiet undervejs blandt andet over for rødt, mens hans også kørte i den modsatte vognbane på Klampenborgvej med omkring 200 km/t.

I sidste ende gik det dog galt på Klampenborgvej, hvor han nær Sorgenfrigårdsvej påkørte et skilt. Efterfølgende fortsatte han flugten til fods, men han nåede ikke langt, før han blev standset af patruljen, som kunne anholde ham.

Manden er efterfølgende blevet mødt med sigtelser for at forvolde fare for andres liv eller førlighed samt for spirituskørsel, da ifølge politiet umiddelbart havde for høj promille.

En blodprøve skal nu fastslå den præcise promille. Mandens bil blev i forbindelse med anholdelsen beslaglagt på baggrund af de nye regler om vanvidskørsel.

Nu kan politiet beslaglægge vanvidsbilisters biler på stedet. Foto: Politi Biler Nu kan politiet beslaglægge din bil