En motorcykel-festival i San Diego i Californien endte i en tragedie i weekenden, da en bil kørte ud over et autoværn og styrtede atten meter ned.
Bilen ramte direkte ned i et festival-område med flere hundrede mennesker.
Mindst fire personer er blevet dræbt og syv personer er blevet kvæstet, oplyser TV-stationen NBC.
Den 24-årige fører af bilen er blevet alvorligt kvæstet. Han mistænkes ifølge flere amerikanske medier for at have kørt bilen i påvirket tilstand.
Pick-upen kørte på den kendte bro, Conorado Bay, da den tilsyneladende skred ud, væltede rundt og røg ud over autoværnet.
Udbrød panik
Festival-deltagerne hyggede sig i Cicano Park, da bilen styrtede ned i et telt. Vidner fortæller, at der udbrød panik blandt mange af deltagerne.
En talsmand for det lokale politi, Jake Sanchez, betegner ulykken som forfærdelig.
- Det er forfærdeligt og grusomt. Det var jo bare uskyldige mennesker, som hyggede sig og nu er de døde. Vi føler med deres familier, siger polititalsmanden.
Som i slow-motion
Et vidne fortæller til San Diego Tribune, at han oplevede det hele som en film i slowmotion.
- Bilen kørte så stærkt, at den fløj over selve scenen og landede i et telt. Det udløste kaos og panik. Folk løb som vanvittige, siger Chase Dameron til avisen.